Vores nye regering har netop besluttet at fastfryse udviklingsbistand og nødhjælp på det nuværende niveau og forbereder nedskæringer i nær fremtid. Dele af Folketinget ønsker at afvise så mange flygtninge som muligt og udtalte forleden at, de sætter spørgsmålstegn ved de internationale menneskerettighedskonventioner - underforstået at de er for blødsødne. Personligt får jeg stærk lyst til at sætte disse velplejede ligusterhæk-politikere samt deres overflodsforvænte vælgere i øjeåbner-apparatet fra 'A Clockwork Orange'. Og non-stop bombardere deres formørkede sind med lyd og billeder, som måske kunne bane vej for noget helt nyt: anstændighed. 'Jesus Christ Airlines', der blev vist på DR 1 torsdag den 6.12., er en af de dokumentarfilm, jeg ville sætte på programmet. Tv-journalist Lasse Jensen har instrueret og produceret den stærke beretning, der er den største dansk-britiske coproduktion på dokumentarområdet til dato. I lyset af 11. september er der en sandsynligvis utilsigtet makaber klang over filmens titel. Men den handler ikke om den aktuelle situation - i hvert fald ikke direkte. Det er en tilbageskuende fortælling om, hvordan katolske missionærer og protestantiske præster fra en række lande trodsede deres regeringer og indgik et særpræget samarbejde - ikke i Guds navn, men i anstændighedens navn. De organiserede i 1968-70 en illegal luftbro, der bragte mad og medicin til Nigerias borgerkrigshærgede Biafra-provins. Det anslås, at omkring en million menneskeliv blev reddet af nødhjælpsindsatsen. JCA stod der på flyverne, som sneg sig ind til en primitiv biafransk landingsbane om natten. Det var en forkortelse for Joint Church Aid, men blev i folkemunde til Jesus Christ Airlines. At Biafra-konflikten i sin tid rystede hele verden skyldtes blandt andet, at det var første gang, en så alvorlig, menneskeskabt sultkatastrofe kom direkte ind i dagligstuerne via tv- og avisbilleder. Synet af de udmagrede børn er ikke mindre forfærdende nu, 30 år senere. Man forstår, at oplevelserne har bidt sig fast i Lasse Jensen, der dengang var 22-årig krigsreporter. Nu er han vendt tilbage sammen med nogle af de organisatoriske talenter bag JCA, samt en håndfuld af de piloter, der - med fare for liv og lemmer - fløj maskinerne. I en blanding af sort/hvide arkivklip og nutidige interviews fortæller filmen levende, nuanceret og til tider humoristisk en historie, der aldrig havner i sentimental-heroiske højder. Nogle arbejdede for JCA af idealistiske grunde, mens andre gjorde det for pengene og spændingen - heriblandt en herlig gæv islænding, der er som trådt ud af 'Bjergkøbing Grand Prix'. Lasse Jensen retter med samvittighedsfuld grundighed sit kameraøje mod JCA fra flere vinkler - også den kritiske. Det er en historie om mennesker, og ingen er som bekendt fejlfri. Magtkampe og misforståelser er også en del af beretningen om JCA. Ikke desto mindre er hjernerne og hjerterne bag organisationen i høj grad hvad man med et godt 90'er-ord vil kalde rollemodeller. Deres historie er et opmuntrende eksempel på, at det er muligt at gøre en forskel, selv i en verden, der i fortvivlende grad er præget af menneskeskabt lidelse. I hvert fald hvis man har det som Viggo Mollerup - tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og initiativtager til JCA. Den gode præst understreger i filmen, at én ting er vigtig: at forsøge at hjælpe sin næste i nødens stund. Ta den, I ugudelige på Christiansborg!