Hvordan ville du have det med at blive glemt på en rasteplads under en familiebus-tur, fordi ingen opdagede, at du manglede? Den midaldrende Rosalbas humør bliver forståeligt nok lidt trykket, da det sker. Hun beslutter sig for at tomle hjem til byen, hvor hun bor med sin mand og to teenagesønner. Men da hun kommer op at køre med en, som skal til Venedig, ændrer hun planer. Egentlig regner hun bare med at se sig lidt om i Venedig og tage toget hjem. Men en dag bliver til flere, hun får job hos en blomsterhandler, lejer et værelse og bliver veninde med sin nabo. Rosalba er ved at skabe sig et nyt liv. Men hendes koleriske mand vil ikke bare sådan forlades, og da hans elskerinde nægter at stryge hans skjorter, sender han en blikkenslager med detektiv-ambitioner efter Rosalba. Komedien, som er Silvio Soldinis fjerde spillefilm, har vundet en stribe priser og været en stor succes i hjemlandet såvel som i en række andre lande. Og det er fristende at give den undertitlen 'Italiensk for viderekomne'. Soldini fortæller med mildhed og humor historien om en håndfuld ensomme og lidt skæve eksistenser. Og ligesom i Lone Scherfigs film venter der romantik i Venedig. For Rosalba får i al hemmelighed et godt øje til sin udlejer, den stille tjener Fernando - der på sin side heller ikke er upåvirket af sin kvindelige lejer. Men som Rosalbas blomsterhandler-chef siger, »de smukke ting er langsomme« - således også den stille, listende udvikling i forholdet mellem Rosalba og Fernando. Midt mellem komiske optrin og forviklinger er det deres diskrete romance, som giver filmen nerve. Licia Maglietta gemmer tilpas meget handlekraftig egensindighed under sin kvieøjede sødme til at gøre husmoderen Rosalbas pludselige oprørstrang (næsten) sandsynlig. Og Bruno Ganz - englen der blev menneske i Wim Wenders' 'Himlen over Berlin' - er velvalgt som en noget utraditionel ridder på hvid hest; med gangsterprofil og melankolsk udstråling er hans Fernando fuld af mørke hemmeligheder under det høflige, korrekte ydre. Til gengæld er de øvrige personer i lidt for høj grad trukket op af kliche-skuffen - heriblandt den gnavne blomsterhandler, som er viis og god på bunden, den søde, naive healer-veninde, og mest af alle Rosalbas mandschauvinistiske husbond, et helt igennem egoistisk brokkehoved. De er alle med til at drive historiens plot fremad, men selvom filmen både har charme og et par uventede drejninger, smitter de endimensionale bifigurers forudsigelighed af på helheden. Som komedie appellerer Brød og 'Tulipaner' mere til kluklatteren end det høje grin. Soldini dyrker drømmen frem for realismen i sit eventyr, hvor brød og tulipaner, kærlighed og kildevand er alt, hvad man behøver. Det er en hverdagsfabel om at gribe dagen og følge sit hjerte og hvad man ellers kan finde på af opbyggelige mottoer. En feel-good-movie som denne forventes at give os en pause fra virkeligheden og efterlade en følelse af optimisme, og på de punkter forstår Soldini at stryge sit publikum med hårene.