Meget mod sin vilje bliver den ukultiverede fabrikant Castella slæbt i teateret af sin kone for at se Racines 'Bérenice'. Det skulle hun aldrig have gjort. For hendes mand forelsker sig pladask i den modne skuespillerinde Clara Devaux. Da Clara samtidig har det lidet misundelsesværdige job at skulle undervise den forhærdede franskmand Castella i det engelske sprogs mysterier, kommer det umage par til at se meget til hinanden. Noget Clara ikke er udelt begejstret for. Den forelskede Castella gør sig til hendes intense ubehag ihærdige anstrengelser for at trænge ind i et kulturelt miljø - nemlig hendes - der er ham komplet fremmed. Umage par Kultursnobberne i Rouen synes, Castella og hans overskæg er til grin, men de synes ikke, hans penge er spor latterlige. Castella gør en heroisk indsats for at erobre sin Clara, men spørgsmålet er, om hun er for snobbet til at se de ægte følelser bag hans rustikke manerer. Kan hun overhovedet se manden bag overskægget? I filmen er der andre umage par, der skal prøve at acceptere sig selv og hinanden og ikke ligge under for hverken andres 'gode' smag og egne indgroede normer. Castellas bodyguard Moreno er blevet forelsket i servitricen Manie, men har som tidligere politimand visse problemer med at acceptere hendes bi-job som hashpusher. Fabrikanten og skuespillerinden. Servitricen og bodyguarden. De to kærlighedshistorier kører sideløbende, strejfer hinanden og kaster lys på den samme problematik fra to sider: Hvordan lærer man at acceptere kærligheden og respektere hinanden, selvom man er i besiddelse af to vidt forskellige normsæt? Subtile pointer Den tid er forbi, da man kunne slippe helskindet af sted med at sige, at livet er for kort til fransk film. Det er i hvert fald kun sig selv, man snyder, hvis man synes livet er for kort til den lune realisme i Agnés Jaouis 'De andres smag'. Både vinklet som alvor og komedie er der i disse år grøde og nybrud i den realistiske tradition i Europa. På den led kan 'De andres smag' siges at være i familie med nye nordiske komedier som 'Jalla! Jalla!' og 'Italiensk for begyndere'. Men denne franske films pointer er mere subtile og stilen slet ikke i samme grad som i de nye danske komedier forhippet på at score den store latter i scener tilrettelagt for maksimal charmeeffekt. Derfor finder man heller ikke typer i 'De andres smag', men noget, der til forveksling ligner rigtige mennesker. Mennesker der med eller uden held prøver at bryde deres livsmønstre. Måske kan det lykkes. Måske vil de i sidste ende resignere og vige uden om de valg, der ville kunne forløse deres livs fastlagte skema. Helt igennem indtagende Instruktørdebutanten Agnés Jaoui spiller selv Manie. Hun har også skrevet manuskriptet sammen med hovedrolleindehaveren Jean-Pierre Bacri. Det har de gjort godt. Filmen har modtaget en lang række priser bl.a. en César som bedste film. Jaoui har nævnt Woody Allen og John Cassavetes som nogle af sine inspirationskilder. Især førstnævnte kan ses, men samtidig har filmen en meget fransk karakter af sædekomedie. Denne fortælling om en kapitalist, der bliver forelsket i en dannet skuespillerinde er på sin egen milde måde en meget morsom kommentar til det franske klassesamfund, der traditionelt er lagdelt af kultur snarere end økonomi. En stilsikker og helt igennem indtagende film, som tør fastholde sin helt egen måde at gøre tingene på. 'De andres smag' er hverken komedie eller socialrealisme, men en tredje vej, som tilfredsstiller alle relevante krav til begge genrer. En film om en fransk fabrikant, der i en moden alder går i gang med at lære det engelske sprog og kærligheden at kende, burde gå rent hos det samme publikum, der var så glade for 'Italiensk for begyndere'.