I ka' ikke slå os ihjel, vi' en del af jer selv«, sang de så kønt og så sandt på en slumstormer- eller christianit-plade for mange år siden. Pointens aktualitet i disse dages korstog mod terrorismen lader jeg ligge her, men på sin egen underfundige måde dækker tanken også grund-ideen i denne ret specielle science fiction-film. Animationen er ikke nem at bevare blasertheden over for. Det er og bliver fænomenalt, at man - chefanimatoren Moto Sakakibara og hans hold - nu kan komme så tæt på at computerskabe næsten fotorealistisk menneskelignende hovedpersoner. Så filmen er sikret plads i filmhistoriens teknikkapitel, selv om det fremtidsdrama, den fortæller, nærmest er dusinvare. Fortællingen og personerne er dog ny i forhold til de ni 'Final Fantasy'-computerspil, der allerede er i handelen. Dét forsikrer mine medbragte konsulenter mig, en håndfuld unge mænd, der i teenageårene aldrig har fjernet sig mere end få kilometer fra nærmeste playstation. Filmens kernemålgruppe. I biografen må de afstå fra selv at gribe ind i historien, men til gengæld følger den spillenes grundstruktur: indsamling af point. Den unge, kvindelige dr. Aki Ross (med stemme af Ming-Na, især kendt fra tv, men også filmen over Amy Tans 'Klub held og glæde' og Mike Figgis' 'One Night Stand') indsamler her levende organismers 'ånd'. Otte af slagsen skal hun opstøve i fjendeland, før hendes gråskæggede nestor, dr. Sid (med Donald Sutherlands stemme) har samlet en spirituel bølge, der kan hamle op med fantomerne. Fantomerne er aliens, emigrerede organismer fra en udslettet planet, dog med en ekstra finte, som er afgørende for bekæmpelsen af dem. De har besat det meste af Jorden, og general Hein (James Woods' stemme) vil tilintetgøre dem med et Star Wars-våben, en satellitkredsende Zeus-kanon, der skyder med skarpe 'bioæteriske' stråler. Chancen for at skåne øvrigt liv på Jorden er allerhøjst 50:50. Dr. Sids bølgeteori omfatter nemlig også Jorden selv, den har sin egen Gaia-sjæl. Men hvad har de fremmede organismer så? Selv ikke i en nyromantisk new age-teori om 'ånden i naturen' er der udvej for at udskille Det Onde effektivt. 'The Spirits Within' er også inden i os selv - anskueliggjort ved at de fremmede ånder har indkapslet sig bag Aki Ross' spæde bryster. Som hendes ellers håndfaste livvagt og tilbeder, kaptajn Gray (Alec Baldwin), ikke så meget som skeler til. Han er nemlig ædel, og der er dårlig tid med monstrene i hælene. Nu skal man jo ikke skyde med elastikker, hvis man selv går i gummibukser, og her er optræk til selvmål i åndernes glashus: en psykologi af pap er ikke det sikreste middel, hvis vi skal indleve os i 'the spirits within'- figurerne, som om de ikke var kunstige. Men trækker de klicheer historien ned mod underkanten af de tre hjerter, peger selve animationsteknikken - også med de organisk, slimede alien-ånder - opad mod de fire. Og fremad mod nye filmtekniske landvindinger i 'den digitale realismes' grænseland.