Hvad får man, når man krydser 'Bambi' med 'Jurassic Park'? Svaret på dén gåde er ikke nødvendigvis dådyrsteg, men derimod: 'Dinosaurerne'! Så uforskammet kort er meget faktisk sagt om 'årets Disneyfilm'. Men begge aspekter af filmen rækker langt tilbage i Disney-historien, så det kan jo også udtrykkes mere udpenslet: Beretningen om ungen, der vokser til og ender med at redde flokken fra naturkatastrofen og selv danne familie - kendt fra 'Bambi' (1942) til 'Løvernes Konge' (1994) - er her faktisk kombineret med 'Tarzan's (1999) eller 'Junglebogen's (1967) adoptionstema for at blive til fortællingen om dinosaurussen Aladar, der udklækkes til plejebarn hos en flok lemurer (små halvabekatte), før den møder en flok af sit eget kæmpeformat. Gode grundhistorier Og de computeranimerede kæmpekrybdyr - 30 arter ud over de planteædende iguanodoner, Aladars artsfæller - som Spielberg var først til at sætte på lærredet, er her sømløst sammensyet med realfilm af eksotiske 'fortids'-landskaber i en fotografisk naturdokumentarisme, som Disney allerede udviklede til 'Den levende ørken' (1953). Tilsammen illuderer det perfekt som Discovery-optagelser on location anno 65.000.000 f. Kr. Men så er det, som altid hos Disney, også et eventyr. Om sammenhold mellem de store og de små, om livets sejr over døden, kærlighedens over brutaliteten. Her møder vi de unges, planteædernes og hunnernes humanitære budskab om sammenhold under ørkenvandringen mod det forjættede land (gåde: hvad får man, når man krydser 'Klit' med Det gamle Testamente?). Over for de gamles surt erfarede macho-udviklingslære om, at den stærkeste overlever ved at lade fanden eller kødæderne tage de svageste. Aladar med abe-kultursynet udfordrer ronkedorernes verdenssyn, og i kampen mod carnotaurerne - et par væg til væg-rovøgler med savtaksgebisser helt op i kameraet - sejrer fremskridtet: Aladar viser vejen til mælk og honning, fællesskab og familieidyl med øgleskønheden Nira. Denne hunøgles ynde er en af animatorernes triumfer i sliddet med at give ellers naturalistiske tykhuder eventyrets individuelle udtryksfuldhed. Iguanodonerne har fået tilføjet lidt menneskemimik og hestemuskulatur, en anden art er gjort vovset, et par adstadige kolosser er palæontologisk naturtro skabt, men med stemmerne gjort til søde gamle damer. Lemurerne leverer løjerne, i begrænset omfang. Alt dét kender vi som Disney-studiernes mindste kunst - der også er den største. Men her altså i en historie om Øglernes Internationale over for den rene Robinson-darwinisme! Dén slags accepterer vi jo ellers gladeligt: Talende, velorganiserede dyr - dalmatinerhunde og aristokatte, ladies og vagabonder, fredløse ræve og flyvende elefanter - er hverken mere eller mindre stødende end havfruer, djinner eller andre eventyrfigurer. Så længe de er håndtegnede . Dét definerer eventyrkontrakten mellem fortæller og tilskuer: Her gælder andre regler end i virkeligheden. Men denne øgleanimations grundlæggende bedrag - at den vil ligne realfilm ned til mindste detalje - bryder netop dén eventyrkontrakt. Omtrent som det stærkt kritiserede brud i sin tid på 'Den levende ørken's naturdokumentarisme, når speakerstemmen f.eks. fyldte en fugleedderkop med et følelsesliv hentet fra amerikansk middelklasse. I 'Dinosaurerne' bliver en komplet usandsynlig tykhudscivilisation eneste værn i en tilværelseskamp, der er skildret præcist så blodigt som var det skinbarlig virkelighed. Glemt alt om Flintstones fjolledino eller Landet for længe siden. Glem alle konventionelle ideer om en 'disneyfilm' som årets samlingspunkt for familiens pattebørn og plejehjemsgeneration. 'Årets Disneyfilm' - som koncernen selv udpeger ved at gøre den til julefilmen frem for årets øvrige produkter - er afgjort ikke for småbørn og frarådes også fra syv år og ned. Dens tidstypiske leg med virkemidler langs grænsen mellem real- og trickfilm kræver det snarere en 10-12-årigs erfaringer og distance at goutere, og splatter-lydsiden kniber det allerede med at nyde i min bedstefar-alder midt i halvtredserne. Billedtekst: Lemur-halvaberne leverer løjerne, men 'Dinosaurerne's grundlæggende problem er, at den vil ligne realfilm og dermed bryder den eventyrkontrakt der er mellem filmen og publikum.