Med 'Leïla' har Gabriel Axel lavet en danskproduceret film, hvori der ikke tales en stavelse dansk. Dette betyder dog ikke, at filmen skal ses som en målrettet international satsning på at nå det store engelsksprogede marked. Gennemseriøs genreøvelse Snarere er 'Leïla', med sin franske dialog og fortællestemme, et personligt og kunstnerisk bevidst udspil, hvor Gabriel Axel befriende nok hverken lader sig distrahere af det moderne eller det moderigtige i filmens verden. 'Leïla' virker som en lille, men gennemseriøs stil- eller genreøvelse for instruktøren. Et mellemspil, hvor Axel forsøger sig med nogle idéer og virkemidler, der måske ved en senere lejlighed kan foldes anderledes kraftfuldt og nuanceret ud. Historien i 'Leïla' er på papiret banal. Lige så banal som enhver fortælling om den store, pludselige og grænseoverskidende kærlighed nogensinde har været. I 'Leïla' er denne grundfortælling trukket så hårdt op, at det næsten ligner en selvparodi. Titelpersonen (Mélanie Doutey) er en 16-årig berberpige i en marokkansk by. En dag i byens snørklede gader får hun helt tilfældigt øjenkontakt med den 23-årige danske turist Nils (Arnaus Binard), og tro det eller ej, men det er kærlighed ved første blik. På trods af alle kulturelle eller sproglige afgrunde. Måske kan man ikke se det, men man kan høre det ganske tydeligt på filmens lydspor - den blide, henførte klavermusik og den franske fortællestemme med denne omhyggeligt velmodulerede og docerende klang. Træk, der netop viser, hvor bevidst Gabriel Axel arbejder med sine virkemidler. Men samtidig også en slags nøgle til en forståelse af filmens stilistiske udtryk. Afdramatiserende stemme Især fortællestemmen, der er gennemgående i hele filmen og meget påfaldende. Denne stemme erstatter ligefrem en egentlig dialog mellem filmens personer. Et usædvanligt forsøg af Axel, for der er ingen tvivl om, at den manglende dialog har en stærkt afdramatiserende effekt. For vi oplever nu Leïla og Nils' fatale kærlighedseventyr på anden hånd, så at sige gennem en glasvæg af ord og sætninger. Vi følger deres heftige forelskelse og hastige møder. Vi får fortalt om den slægtens lov, som Leïla groft forbryder sig mod. Vi hører om hendes fars kvaler og trusler, om hans fejlslagne forsøg på at gifte hende bort til en rig købmand. Vi følger de unge elskende på hovedkuls flugt fra en dræbende skæbne. Og hele tiden er det fortællestemmen, der kommenterer og beretter alt dette, mens billederne følger med. Men hermed sker der samtidig det, at personerne aldrig træder i karakter i traditionel eller dramatisk forstand - aldrig kommer til orde, går til yderligheder eller fortaber sig i inderlighed. En sådan film er 'Leïla' overhovedet ikke. For her forbliver personerne i stedet en form for marionetdukker i fortællestemmens store overordnede iscenesættelse. Kultiveret fabel Og hermed nærmer vi os sandsynligvis den stilistiske kerne i 'Leïla'. Og forklaringen på alle de maleriske og lækre, men lidt livløse billeder i filmen. Og de kønne, men lidt kønsløse indsatser i hovedrollerne. Der er nemlig aldrig tale om et stykke filmisk realisme af første grad. Eller om en omgang postmodernistisk ramasjang med ironien som tvivlsomt sikkerhedsnet. 'Leïla' er langt mere kultiveret. 'Leïla' er en fabel, der berettes for os af en ukendt, meget vidende og drilagtig baggrundsskikkelse. 'Leïla' er en fantastisk fortælling. Ja, lad os bare trække associationerne til Karen Blixen helt ud. Hun er jo alligevel langtfra fremmed i Gabriel Axels univers. Og i 'Leïla' er han atter fascineret af fortællingens sammenfaldende, drilske karakter af labyrint og sandhedssøgen. Hvad han mangler, er naturligvis det blixenske geni. Evnen til at lade fortællingen blive gennemlyst af magi, køn og skæbne. Det er derfor, 'Leïla' blot forbliver en interessant stilprøve. Fortællingen savner det unikke, selve det fantastiske vingefang.