42-årige Isaac har fået kam til sit hår. Hans ekskone, der har forladt ham for en anden kvinde, er i gang med at skrive en afslørende roman om deres ægteskab og skilsmisse. Isaac er kæreste med Tracy på kun 17 år, men har meget sværere end både hende og omgivelserne ved at acceptere aldersforskellen. I frustration over sit job som tv-manusforfatter siger han op og begynder i stedet at skrive en roman. Og så forelsker han sig i sin bedste vens hemmelige elskerinde. Jeg behøver vel ikke sige, at Isaac spilles af en lille pindet fyr med hornbriller og tegneserieprofil. Uden at gå ind i diskussionen om, hvilken film der er Woody Allens bedste, vil jeg vove at påstå, at 'Manhattan' fra 1979 hører til blandt favoritterne. Historien er præcis så banal og kompliceret som spørgsmålet Isaac stiller sig selv i slutningen af filmen: »Hvad er det, der gør livet værd at leve?«. Allen på hjemmebane 'Manhattan' er et portæt af storbyen og en håndfuld af dens mennesker, selvoptagne, forvirrede og kærlighedshungrende. Allen er på hjemmebane og udfolder sit talent for komiske replikker og satiriske pointer. For det meste sætter han sin egen figur i centrum - på slap line, men mindre hektisk og ikke helt så speedsnakkende som i mange af hans senere film. Han er endnu ikke i så høj grad en karikatur på sig selv, som han siden hen blev. Nok har han den brede ironiske pensel fremme, men man fornemmer en alvor og en ægte smerte under overfladen af den storbyflimrende humor. Og der er scener, hvor trykket ligger på første del af ordet tragikomik. Som da Isaac gør det forbi med den renhjertede Tracy (Mariel Hemingway) med klassikeren blandt dårlige forklaringer. »Det er for din egen skyld, du fortjener noget bedre end mig«. Sandheden er naturligvis, at han har forelsket sig i den neurotiske, pseudo- intellektuelle Mary (Diane Keaton). Scenens styrke ligger ikke så meget i, at han delvis lyver for Tracy - og man selvfølgelig får medlidenhed med hende - men at han desperat prøver at lyve for sig selv, og at hans løgn er så ynkelig og gennemskuelig - og menneskelig. Vi ser hans fejl, og vi forstår ham og hende samtidig. Imponerende, at selv i det øjeblik antihelten Isaac jorder en engel, beholder figuren vores sympati. Der er en afklædthed i scenen, man også finder andre steder i filmen - som da Mary senere gør det forbi med Isaac. Da hun vil have, at han skal blive vred, og han svarer: »Jeg kan ikke blive vred, det er lige præcis problemet, jeg vender det indad og får en svulst i stedet«. Her har Allen tegnet sin skitse af det neurotisk civiliserede storbymenneske, der er i lommen på sig selv, plaget af intellektets forvirrende indblanding i følelseslivet. En pointe, der også senere understreges - en anelse bastant - under Isaacs endelige opgør med sin gode ven (Michael Murphy). Gennem hele scenen står Allen ved siden af et gorillaskelet, der fylder lige så meget i billedrammen som han selv - intellektet i kontrast til impulser og urdrifter. Byen som medspiller Nogle betragter 'Manhattan' som en 'Mig Og Annie 2', men alene filmens visuelle stil gør, at den er mere og andet end det. 'Manhattan' er filmet af fotografen Gordon Willis, der ud over at have lavet en række andre Woody Allen-film, også har fotograferet klassikere som 'The Godfather' (1971) og 'Alle Præsidentens Mænd' (1976). I kontrastfyldt sort/hvid indfanger han en newyorkerstemning i til tider næsten dokumentarisk stil og til et George Gershwin-soundtrack, der får på alle symfonitangenter. Men byen er ikke bare atmosfæreskabende kulisse. Den er en medspiller, der tager del i handlingen - som for eksempel når et tordenvejr i Central Park sender Isaac og Mary ind på et planetarium, der er en hel del mere mørkt og labyrintisk end det, vi har i København. Ud over at byen her træder ind i rollen som romantisk hjælper, er byen også god for et komisk tvist - om regnvejrsdagen, der endte i planetariet, bekender Isaac senere, at han havde lyst til at kaste den regnvejrsvåde Mary ned på Månens overflade og begå interstellar overgreb på hende. Afvæbnende dobbelthed Søde Mariel Hemmingway, vis i sin naivitet, og en uligevægtig, komisk selvovervurderende Diane Keaton rammer plet som de to kvinder i Isaacs liv. Allen selv udstråler nøjagtig den blanding af storhedsvanvid og mindreværdskompleks, der gør, at man aldrig bliver helt klog på, hvornår han laver gas, og hvornår han faktisk mener, hvad han siger. Det er en dobbelthed, som kendetegner stort set alle hans film. Og i 'Manhattan' træder den tydeligt frem - han elsker og hader i samme åndedrag, tager ironisk afstand og er samtidig, lige under overfladen, afvæbnende ærlig. Allen afsiger ingen dom over det moderne menneske. Han klæder sig selv - og os - af til skindet, kærligt og indædt. Nogle gange bruger folk udtrykket, at deres liv minder om en Woody Allen-film. Sandheden er snarere, at en Woody Allen-film som 'Manhattan' minder om livet. Bare i en lidt sjovere version.