Hun blev født som computerspil, voksede sig stor og stærk på T-shirt, kaffekopper og magasinforsider, og nu har Lara Croft som et andet Frankensteins monster fået menneskeligt liv på det brede lærred. Her rejser den handlekraftige actionheltinde sig fra sine pixels og tager form af Angelina Jolie med skub op skub frem-bh, pikante revolverhylster-strømpebånd og løs hånd på skyderen. Nøgle til tiden Historien er såre enkel - den består ligesom spillet af en række gåder, der skal løses og en række modstandere, som skal nedlægges. Laras afdøde arkæolog-far (Jon Voight - Jolies far også i virkeligheden) har efterladt hende en antik tingest, der viser sig at være nøgle til Tiden. Med den i hånden kan man - en gang hver fem tusinde år - få fingre i en magisk trekant, standse tiden og ændre historiens gang. Og det er tilfældigvis netop ved at være år 5000. En hedengangen civilisation misbrugte trekantens styrke og nu frygter gode magter, at det vil ske igen. Så den (forholdsvis) retskafne Lara må drage i hellig kamp, kraftigt modarbejdet af den (forholdsvis) onde Powell (Iain Glenn). Amoralsk Batmaninde Der er strejf af new age-mysticisme i fortællingen, som blandt andet udspiller sig i to templer - det ene i Cambodjas jungle og det andet i et mytisk, snedækket bjerglandskab, som skal forestille Sibirien. Ligesom spillet låner filmen fra 'Indiana Jones', og benytter samme ironiske, humoristiske tone. Men filmen minder på mange måder mere om Batman-filmatiseringerne - både når det gælder hovedpersonen og hendes tilværelse med trofast tjener i palæ, og hvad angår jugendstil-inspireret scenografi. Ligesom Bruce Wayne/Batman er Lara under sin selvtilstrækkelige facade en sørgende og søgende person. Hun har også mistet sine forældre i en ung alder, og - drevet af slet skjult selvdestruktivitet - lever hun livet i den hurtige bane. Cool, rig, veluddannet, modig - og tragisk ensom. Men på et afgørende punkt adskiller de sig: Hvor Batman er en renskuret superhelt, er Lara jo noget så amoralsk som gravrøver. Godt nok af den mere pæne slags, men dog anløben nok til at tænde på en absolut skurkagtig, pengegrisk kollega (Daniel Craig). De mørke sider kunne have gjort Lara Croft til en både mystisk og farlig figur. Men så spændende bliver hun - og filmen - aldrig. Instruktør og medforfatter Simon West opridser kun nødtørftigt karakteren - og lægger herefter al energi i scenografi og spektakulære kampe. Og trutmundede Angelina Jolies Lara gør oplevelsen lige så ufarlig som at sidde og spille den af (på computeren, forstås). Uoriginal på en sexet måde Både som computer- og filmfigur er Lara Croft i diverse medier blevet udråbt som kvindelig rollemodel. Og godtnok er hun en adræt og handlekraftig madamme, men at kalde hende rollemodel er at blæse pop-tøsen op til dimensioner, hun ikke kan bære. Filmen om Lara Crofter er i første halvdel underholdende, i anden halvdel forudsigeligt eventyr; den lever ikke så meget på spændning som på en tilbagelænet forventning efter at se, hvordan Lara kringler sig ud af den næste pressede situation på en sexet måde. Tomb Raider er et hverken originalt eller særlig bemærkelsesværdigt action-adventure, der hovedsagelig udmærker sig ved at være solidt håndværk og loyalt mod sit ophav.