De to cartoon-figurer Rocky & Bullwinkle dukkede op på de amerikanske fjernsynsskærme i 1959. Et frisk flyveegern ved navn Rocky og elgen Bullwinkle med det store gevir og de fladpandede vittigheder. Det populære par fra Frostbite Falls beliggende i Minnesota i nærheden af søen Veronica Lake var stjerner i hundredvis af episoder. Men midt i 1960erne tog tidsånden livet af Rocky, Bullwinkle og deres koldkrigsmodstandere Boris Banditskij, Natasha Fatale og Pottsylvania-diktatoren Fearless Leader. 'Rocky & Bullwinkle' må imidlertid have ramt en nostalgisk nerve hos Robert De Niro. Ikke blot spiller han rollen som Fearless Leader, det er også hans produktionsselskab Tribeca, der står bag projektet. Ligesom f.eks. 'Roger Rabbit' og 'Space Jam' er der tale om en blanding af virkelighed og cartoon. Toon-skurkene bliver forvandlet til mennesker, mens Rocky & Bullwinkle forbliver sig selv i et opgør i den moderne virkelighed, hvor Frygtløse Leder er godt i gang med at realisere sin diabolske plan. Takket være Hollywood og fænomener som Jerry Springer er USA en plumrådden, plukkemoden frugt. Ved hjælp af RBTV-Really Bad TV - skal det amerikanske folk nu definitivt forvandles til viljeløse zombier. Filmens ironiske pointe er, at det ellers er temmelig svært at lave mere fladtrådt fjernsyn, end det amerikanerne i forvejen bruger så meget af sin tid på. Men som så meget andet i 'Rocky & Bullwinkle' falder også denne pointe til jorden med et højlydt klask. Det er som om satiren ikke bider så giftigt, når den kommer til udtryk i en film så forbløffende umorsom, at den ville kunne passe ganske glimrende som aftenens spillefilm på RBTV. De Niro, Rene Russo og Jason Alexander kæmper forgæves med at få noget morsomt ud af deres udfoldede cartoon-figurer. Robert De Niro optræder i stadig flere komiske roller, men det, han leverer i denne film, er hverken frivillig eller ufrivillig komik, men bare pinagtigt. Bullwinkles vittigheder er i det mindste bevidst dårlige. Det er trods alt det sjoveste i filmen. Indimellem trækker man takket være Jay Wards oprindelige univers og de mange gæstestjerner fra John Goodman til Whoopi Goldberg på smilebåndet. Men i Des McAnuffs forsøg på at splejse animation og spillefilm er der langt mellem grinene. Nostalgi-effekten må forsyne 'Rocky & Bullwinkle på eventyr' med nogle trumfkort i forhold til et amerikansk publikum. Derovre har serien åbenbart med jævne mellemrum fået nyt liv som genudsendelser. Men som importvare i de danske biografer er filmen slet og ret en absurditet.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø