'Et Skud I Mørket' (1964) er efterfølgeren til Blake Edwards' første farce med Peter Sellers i centrum, 'Den Lyserøde Panter (1963), som havde repremiere i Gloria for tre uger siden. 'Den Lyserøde Panter' var en lovende, men også lidt famlende begyndelse for makkerparret Edwards og Sellers. 'Et Skud I Mørket' er bedre. Den er morsommere og virker samtidig mindre forældet. Årsagen til dette skal navnlig søges i Peter Sellers' præstation. For 'Et Skud I Mørket' er den første film, hvor han som den ekstremt fjumrede og verdensfjerne politiinspektør Clouseau er placeret i en hovedrolle. Og det er netop Clouseau-figuren, dens vid og vanvid, som i flere sekvenser forvandler Blake Edwards' film fra en fjantet, noget overfladisk og tidstypisk farce til en original lektion i absurd situationskomik. I denne sammenhæng er handlingen næsten underordnet. Men lad gå. En stribe mord begås i og omkring en rigmands luksuspalæ, og mange tydelige og håndfaste spor peger på den smukke, lidt naive stuepige Maria (Elke Sommer). Clouseau sættes nu på sagen, og da han falder pladask for Marias charmerende ynder, overbeviser han samtidig sig selv om, at morderen er en anden end den blonde skønhed. Og så går jagten ind - med mange spegede forviklinger og en del nye mord til følge. Men denne spinkle kriminalintrige bliver aldrig andet end et løst påskud for at lade det glade vanvid - alle de mange enkeltstående optrin og gags - rulle afsted i højt og veloplagt tempo. Og netop her bliver det en stor gevinst, at Sellers som den kropumulige Clouseau får masser af rum og tid til sine på én gang rablende og henrivende mini-onemanshows. For som den aldeles uberegnelige ordenshåndhæver er han konstant på slap line - stram i betrækket og spændt til bristepunktet med gakkede indfald og malplacerede udtalelser. Han sætter ild til sin frakke. Han river sine bukser og sin jakke itu. Han farer vild i en nudistlejr. Og det er alt sammen så vittigt, så smittende turneret. Men højdepunktet er dog hans uforlignelige indsats i rigmandens smagfulde billardsalon. Oh, at se en mand rasere et billardstativ med en blanding af graciøs elegance og desperat tab af selvbeherskelse. Intet under, at hans overordnede, den hårdt prøvede politichef Dreyfus (Herbert Lom), sukker: »Giv mig ti mand som Clouseau, og jeg kunne udslette verden.« For Dreyfus-figuren optræder i 'Et Skud I Mørket' for første gang. Det samme gælder for Clouseaus karatekæmpende japanske tjener Kato (Burt Kwouk). Heller ikke dette kan dog skjule, at når Sellers ikke lige er i centrum, kommer Edwards' form for pjat og billige grin hurtigt til at virke anonym og ordinær.