Francisco Goya (1726-1828) er en af malerkunstens helt store. Mest berømte er i dag nok hans skildringer af krigens rædsler. Men den store spanske malers billede af den nøgne Maja og den kongelige hofmaler Goyas forbløffende usminkede portræt af den kongelige spanske familie er begge med til at samle indtrykket af et uhyre sammensat menneske. Sensualist og sandhedssøger. Glat karrieremager og ridder af mareridtet. Banebryder for det kommende moderne og religiøs visionær. Af sin store landsmand og forbillede Velazques blev Goya bl.a. inspireret til at dyrke det uafsluttede maleri. Motivet der til en vis grad forbliver åbent snarere end definitivt. Noget lignende kan man sige om den moderne billedmager Carlos Sauras forsøg på at portrættere Goya. I 'Goya i Bordeaux' er maleren blevet gammel og døv i sit frivillige eksil nord for Pyrenæerne. Men skaberkraften er intakt. Han afprøver nye grafiske teknikker. Maler med sorte, dystre strøg på væggene derhjemme. Skaber store værker i sin tavse verden. Imens nyder den gamle mand samværet med datteren Rosarita, der er på nippet til at tage springet fra barn til ung pige. Rosarita får hans hårdt tilkæmpede visdom: fantasien uden fornuften avler forfærdelige uhyrer, men tilsammen er fantasien og fornuften kunstens moder. Den alvorligt lyttende pige får også historien om hans livs store forelskelse i hertuginden af Alba. Historierne om hans sygdom, hans begær, hans kunst. Nok til at gøre enhver voksen. Filmens lærreder som det første dækket af jord knudret af blodets søle. Hovedet af et afhugget æsel trækkes ind i billedet. En flækket tyrekrop hejses op i et stativ. Billedet er blodrødt spændt ud i sin ramme. Blod og jord. Mere spansk kan det næsten ikke blive. Instruktøren af 'Carmen' og 'Flamenco' fortsætter da også på mange måder disse films stilisering af den spanske nationalkultur i maleriske tableauer. Filmens faste holdepunkt er den spanske skuespiller Francisco Rabals, Goya. Et fantastisk ansigt med stærk Goya-karakter i sine tungt hængende træk. Fra dette hærgede ansigt kommer filmens struktur kronologisk tumlende som fragmenter i en gammel mands hukommelse. Iscenesat af Saura og fotograferet med billedskaberens overblik af Vittorio Storaro. Med falske vægge i både tid og rum, glider den gamle Goya og tilbageblikkenes yngre Goya, ubesværet sammen. På samme måde som virkelighedens og Goyas fortolkninger af den, glider sammen i både erindring og film. Personerne er først og fremmest fysiske fremtoninger. Erindret som portrætter. Reel dramatik er der ikke meget af. Bortset fra den, der rummes i den elskede hertuginde af Alba i Maribel Verdús fremtoning. En æggende figur og med en ansigtets egen kantede skønhed. Udfordrende som en erotisk matador over for opkomlingen og geniet Goyas tyrenakke. Det er en portrætfilm, der i dybe glimt giver indtryk af Goyas kunst og tid. Men det er samtidig en film, som tillader sig at være temmelig indforstået, hvad angår baggrunden for Goyas motiver. I modsætning til f.eks. John Mayburys langt mere intense film om Francis Bacon, 'Love is the Devil', giver Saura afkald på fortællingens fundamentale dramatik. Spørgsmålet er da også om 'Goya i Bordeaux' overhovedet skal betragtes som en spillefilm, når den nu snarere er en fragmentarisk dramatiseret introduktion til Goyas kunstneriske univers. Med sine teatralske tableauer henvender filmen sig snarere til den kunsthistorisk interesserede end til biografgængere i almindelighed. Til gengæld er denne kunstnerisk beherskede indføring i Goyas billedverden vigtig nok. Fra Majas henslængte kurver til billederne af ofrenes afmagt og den grufulde vision 'Saturn æder sine egne børn' er Goya nemlig en af de få kunstnere, hvis billeder fuldstændig uanfægtet bliver ved med at skære sig vej ned igennem skiftende tiders træge kød.