Selv om diamanter er hårde som sten, kan de godt være mærket af tidens tand. Det må man konstatere i forbindelse med den danske repremiere på Blake Edwards' navnkundige komedie 'Den lyserøde panter' fra 1963. Titlens genstand er altså netop denne kostbare og enestående ædelsten, som er handlingens afgørende drivkraft. Det vil sige: handling og handling. Den slags er der bestemt ikke meget af undervejs i det vrøvlede og pjattede forløb, hvor det meste hurtigt går op i en række mere eller mindre indviklede forviklinger og forvekslinger. Det hele udspiller sig stort set på et mondænt schweizisk skisportssted. Her ferierer den smukke indiske fyrstinde Dala (Claudia Cardinale), og det er hende, der er den heldige indehaver af 'Den lyserøde panter'. Og netop derfor er der ekstra trængsel på skisportsstedet. Her finder vi den velhavende engelske playboy Sir Charles (David Niven), hvis charmerende facade har en lumsk og skummel bagside. Sir Charles er nemlig identisk med den elegante og famøse juveltyv Fantomet, som i det skjulte kaster lange, mistænkelige blikke efter netop 'Den lyserøde panter'. På skihotellet møder vi også Sir Charles' amerikanske nevø, George (Robert Wagner), der over for sin onkel længe har givet sig ud for at være en flittig student, men som i virkeligheden er i Schweiz for at stjæle den eftertragtede diamant - uvidende om, at hans største konkurrent på området er hans kødelige onkel. Men så erder selvfølgelig også den figur, som i glimt kan få Blake Edwards' film til at virke mere tidløs end forældet. Det er naturligvis den franske kriminalinspektør Jacques Clouseau, der med en til tider djævelsk absurditet vækkes til live af Peter Sellers. Og så, for at gøre handlingens forvirring komplet, forholder det sig endvidere sådan, at Clouseaus smukke hustru, Simone (Capucine), ikke blot er Sir Charles' hemmelige elskerinde, men tillige i ledtog med ham i bestræbelserne på at pille den værdifulde ædelsten fra fyrstinde Dala. Diamanter varer evigt. Men i 'Den lyserøde panter' er der ingen tvivl om, at det er Peter Sellers, der holder sig bedst. For hvor Blake Edwards' friske, ubekymrede tone af en swingende ny epoke og livsstil - videreført af bl.a. Richard Lester i Beatles-filmen 'A Hard Days Night' - efterhånden er flovet betragteligt af, er der stadig et ubetaleligt komisk talent på spil i Sellers' præstation. Det får bare alt for lidt at arbejde med, og alle de mange, lange scener, hvor den aldeles fornuftstridige Clouseau ikke er i centrum, udarter sig rask væk til tomgang og klichéer. Så skal man se den næsten to timer lange film, er det udelukkende på grund af Sellers' smittende gags og optrin, hans grinagtige dialekt og vanvittige fumlen. Dén frække og begavede måde, simpelthen, hvorpå han konsekvent spiller i et helt andet spor end de øvrige medvirkende. Og alligevel giver dem ret meget baghjul.