Det er en af den slags historier, man synes at have hørt og set mange gange før, der nu genfortælles i 'Badeanstalten' af den kinesiske instruktør Zhang Yang. Dette betyder dog mindre. For Zhang Yang er netop en fortæller, der formår at præge sin historie, så den i al sin redelige enkelhed på ny kommer til at virke frisk og vedkommende på lærredet. 'Badeanstalten' handler om det problematiske, ofte smertefulde møde mellem fortiden og nutiden, mellem den gamle og den nye generation i et samfund under forandring. Filmens hovedperson er den unge forretningsmand Daming, der har anlagt en moderne og vestligt orienteret livsstil. Men en dag rejser Daming hjem for at besøge sin far og sin udviklingshæmmede lillebror, Erming, og må dermed langsomt erkende, hvor svært det er at vende fortiden ryggen. Damings far bestyrer en gammeldags badeanstalt, og her går den livsglade Erming ubekymret til hånde. Ved sin ankomst finder Daming, at tiden står stille i denne badeanstalt. Den udgør et lille lukket univers, der er ude af takt med udviklingen i det omgivende samfund. Men skridt for skridt kommer han, helt i overensstemmelse med moralen i denne grundhistorie, på andre tanker og bliver derved nødt til at sætte spørgsmålstegn ved sit eget livsindhold og valg af løbebane. Dette velkendte og uforgængelige tema belyser Zhang Yang på en måde, man i bedste forstand kan kalde stille og rolig. Der er ingen store armbevægelser i 'Badeanstalten', ingen voldsomme udsving i handlingsgangen. I al enkelhed følger vi simpelt hen den jævne hverdag inden for murene blandt brusere og badekar. Her mødes kvarterets mænd i et dagligt samvær, der både rummer den uforpligtende hygge og et mere ansvarsfuldt eller alternativt socialt fællesskab. Men besidder Zhang Yangs film således ikke den store dramatiske eller fortællemæssige tyngde, så har instruktøren til gengæld næsten umærkeligt formået at indarbejde en fin grundtone af mild humor og bittersødme i sin beretning. Hermed undgår han også, at filmen kommer til at fremstå som nostalgisk. For det er ikke nogen simpel og tabt idyl, der hyldes i 'Badeanstalten'. Personificeret af Daming og hans selvransagende erkendelse er det et mere sammensat verdenssyn, der efterhånden tegner sig i filmens tilsyneladende så prosaiske billeder. Også understreget af de erindringer fra en svunden tid, som Damings far har, og som vises i enkelte næsten eventyrlige eller mytiske tilbageblik. Det er en helt anden verden, vi ser. Og dog den samme.