Giuseppe Tornatores 'Malena' byder sig til som den rene uforfalskede tilbedelse af den kvindelige skønhed. Med den billedskønne og barmfagre Monica Bellucci i titelrollen behøver Tornatore ikke argumentere yderligere for sagen: kvinden er en skønhedsåbenbaring. Når Malena kommer gående hen ad gaden i Castelcuto, følger byens store drenge åndeløst og gevaldigt erigerede hvert eneste af hendes gudsbenådede skridt. Særlig hårdt ramt er den 13-årige Renato, der på egen hånd begynder at udspionere den døve latinlærers underskønne datter. I modsætning til sine lidt ældre kammerater er Renatos forelskelse ikke kun kendetegnet af liderlighed, men også af ridderlighed. Renato bliver Malenas hemmelige riddersmand. Han som uset tisser i sladretaskernes håndtasker og spytter i sjofelisternes absint. Tornatore, der i 'Mine aftener i Paradis' kastede så kærligt et blik tilbage i tiden, viser også denne gang, at han er en mand med en god hukommelse. Som kan huske den alder, hvor drenge i døgndrift får ristet nødderne af feberhede fantasier. Med hovedet fuldt af Malena, masturberer Renato, så han ville have haft brug for 20 førerhunde, hvis den gamle overtro om sammenhængen mellem onani og blindhed havde haft noget på sig. Selv om Mussolini ved filmens begyndelse i 1940 er ved magten i Italien, er Tornatores et Bella Italia, der emmer varmt og gyldent af siciliansk atmosfære. Byen jubler, da Mussolini erklærer England og Frankrig krig. Som om det hele var en leg. Og når Malena med nylonbenene skridter hjemmefronten af, er der under ingen omstændigheder nogen ægte italiener i Castelcuto, der skænker krigen en tanke. Men idyllen er en skrøbelig illusion. Krigen rykker nærmere. Den dybe brummen fra amerikanske bombefly gør Mussolinis latterlige krigeriskhed til blodig alvor. Også for den eftertragtede Malena bliver det alvor. Hun bliver soldaterenke, og dermed bliver hun pludselig forvandlet fra fantasiobjekt til byttedyr. Det får katastrofale følger. Den maskuline halvdel af byens befolkning blev i forvejen forvandlet til hanhunde ved synet af Malena, men nu nøjes de ikke med at sniffe og fable. Af samme grund hader byens kvinder - sortklædte sicilianske krager alle til hobe - om muligt Malena endnu mere. Den får ikke for lidt i beskrivelsen af dobbeltmoralen og hykleriet i den lille by. Den klamme sagfører Centorbi med den dominerende italienske mama bliver symbolet på alt det usunde i det traditionelle italienske kvindesyn, der bag al savlen og piften er skildret som en pestilens, der slår ud som en blanding af begær, frygt og foragt. Filmen veksler så voldsomt mellem komik og tragik, at helhedsbilledet nærmer sig det groteske. Man må le af fuld hals, når Renatos far slipper det sicilianske temperament løs i den fattige families lille beklumrede lejlighed. Og man må se chokeret til, da regnskabets time oprinder for byens tyskertøs. Det kan være svært at kapere så voldsomme sort-hvide nuancer, men accepterer man, at tingene indirekte er set igennem den forelskede Renatos ikke just upartiske øjne, er de skarpt optrukne fronter logiske nok. Det er her, filmen har sin smukkeste kvalitet. I drengeøjets betingelsesløse tilbedelse af det kvindelige. Den på mange måder nostalgiske film med de karikerede fjendebilleder er bogstavelig talt en fryd for øjet, for øjet og kun for øjet. Lige bortset fra en vidunderlig scene, hvor det pludselig går op for en, at Renatos forelskelse har antaget en dybde, der gør, at han kan lugte Malenas tilstedeværelse midt i en menneskemængde. Hverken Renato eller Malena har overdrevent mange replikker. Han er den tavse tilbeder, der i løbet af denne udviklingshistorie når at vokse fra barndommens korte bukser til manddommens lange. Hun er genstanden for hans livs første tilbedelse, der bliver trukket gennem sølet af en plump og brutal verden. Filmens rammefortælling er en fortællers tilbageblik. En gammel mand ser tilbage på sin spæde ungdoms afgørende forelskelse. Fra enden af et liv, der aldrig siden kunne leve op til det første hede pust. Det er fra dette genskær præget af så forskellige ting som nostalgi, fortrydelse og misantropi, at den seværdige film - der dog virker en smule afsnubbet og ikke er så fuldbåren som 'Mine aftener i Paradis' - får såvel sin varme tone som sin bitre eftersmag.