Det er en svær kunst at skære en thriller til, så den sidder, som den skal. Men med 'Harry - en ven i nøden' er det meste lykkedes for instruktøren Dominik Moll. Hans film er en thriller uden mange svaghedstegn eller døde punkter. Den er ikke noget stort og skelsættende værk. Men i al sin lidenhed rager den alligevel op ved at være så indlysende sort, skarp og velskabt. Sådan. For med 'Harry - en ven i nøden' har Dominik Moll ikke blot et spændende og lovende plot. Han undgår tillige at skamride det. For betragter man dette plot samtidig med, at man tænker 'Hollywood', får man både bange anelser og syner af blod og splat i stride strømme. Men sådan kommer det slet ikke til at forløbe, når Moll går til værket med gallisk elegance. Her introduceres vi altså for den unge familiefar Michel (Laurent Lucas), der sammen med hustruen Claire (Mathilde Seigner) og deres tre små døtre er på vej til fritidshuset på landet. Men så, på toilettet på et motorvejscafeteria, er det, at Michel pludselig antastes af en person, han i første omgang ikke genkender. Det er Harry (Sergi López). Den smilende og hjælpsomme Harry, der viser sig at være Michels gamle skolekammerat. De to mænd udveksler nogle høflighedsfraser, og før Michel har fået set sig om, har Harry inviteret sig selv og sin lidt vulgært udseende kæreste Prune (Sophie Guillemin) på besøg i fritidshuset. Nu aner vi jo nok, at der er noget muggent ved denne Harry. Hans interesse for Michel er unaturlig, anmassende. Hans enorme og præcise hukommelse vedrørende Michels gøren og laden i skoletiden er suspekt, ubehagelig. Konturerne af en psykopat tegner sig streg for streg med sikker og foruroligende konsekvens. Harry er f.eks. stærkt optaget af Michels litterære sysler i ungdomstiden. Han kan ordret recitere skolekammeratens lange infantile digt 'Den Store Dolk I Natteham', og han fabler henrevet om Michels ubehjælpsomme udkast til en science fiction-roman, 'De Flyvende Aber'. Ja, denne Harry er i Sergi López' afmålte, men alligevel skiftevis strømførende og uudgrundelige skikkelse en person, der sandelig kan få den kolde sved frem på panden: så flink, at det gør ondt, og så grænseoverskridende, at han med djævelsk præcision hele tiden er et skridt foran. Det siger sig selv, at det er et elementært spændende thriller-plot at placere denne Harry, denne ildevarslende menneskelige gåde, i et afsidesliggende fritidshus hos en familie, der bl.a. har tre små børn og en dyb, dyb brønd i baghaven. Dertil kommer alle disse udsøgte psykologiske krydderier, som samlet giver et billede af Harrys infame forsøg på at drive en urokkelig kile ind i den frustrerede og usikre Michels forhold til Claire, til broderen Eric og til forældrene. Og så er der også dette med seksualiteten. Michel og Claire er kørt trætte i deres forhold, og så kommer Harry slæbende med denne dumme blondine, denne uanstændigt udfordrende Prune. Michel kigger langt efter hende. Imens finder han nu og da Harry alene i køkkenet midt om natten. Han fortæller Michel, at han altid spiser en rå æggeblomme efter hver orgasme. Der er lagt grundigt op til eksplosion. Men hvor, hvornår, hvordan? Her er det netop Dominik Molls og de eksemplariske skuespilleres store fortjeneste, at 'Harry - en ven i nøden' bliver en fejlfri lektion i skæbnesvanger uvished, i pirrende forudanet død og undergang. Helt i Hitchcocks ånd kan man roligt sige. Men aldrig som billig efterligning. Selvfølgelig har filmen sine begrænsninger. Det er blot en lille behændig og begavet thriller. Men på sit snævre, selvvalgte felt er den her tæt på det uovertrufne.