Stilheden efter skuddene' er en fortælling om den tyske terrorisme. At den bliver fortalt af Volker Schlöndorff er kun logisk. Det var Schlöndorff, der i 1971 effektfuldt satte tysk terrorisme på dagsordenen med sin filmatisering af Heinrich Bölls kontroversielle roman 'Katharina Bluhms tabte ære'. 'Stilheden efter skuddene' er en fiktiv fortælling fortalt i en nøgtern realistisk stil, hvor billederne er renset for illusioner. En fortælling om hvordan det gik terroristerne, da de revolutionære drømme afslørede sig som fantasteri. Da det, selv for terroristerne, blev svært at kende forskel på revolutionen og de bankrøverier, der skulle finansiere den. Hovedpersonen er den kvindelige terrorist Rita Vogt. Hendes bevæggrunde for at slutte sig til Rote Armee Fraktion skildres som blandede. Dels en ærlig indignation over verdensordenens uretfærdigheder, dels hendes forelskelse i terroristen Andi og også en god portion romantisk livslyst og virketrang. Med Ho Chi Minh i bogreolen, Ches kontrafej og Bertoluccis '1900' på poster og 'Street Fighting Man' på grammofonen. Men hvad der starter som feberhede drømme om at gå Che i bedene, ender efterhånden som en desperat bagpostfægtning, hvor ligene hober sig op, samtidig med at det revolutionære endemål, der skulle retfærdiggøre konfrontationen med det borgerlige retssamfund, fortoner sig. Også Rita får et mord på samvittigheden. Gruppen søger tilflugt i DDR, hvor man med nogen tøven tager imod rebellerne fra Vest med den universelt tillidsvækkende bratwurst. Da de andre terrorister drager ud i verden for at fortsætte kampen, beslutter Rita sig for at blive i DDR og leve blandt de arbejdere, hvis sag hun altid har kæmpet for. Det kræver sin egen form for heroisme at vælge hverdagen frem for eventyret. Ikke mindst fordi den kvælende småborgerlighed viser sig at leve videre i bedste velgående i arbejderstaten DDR. Filmen forfalder ikke i overdreven grad til letkøbt satire over DDR, men der er ikke meget romantik over den henkogte arbejderstat. Øl og grå pølser. Nedslidt boligmasse og gammeldags fabrikker. Småborgerlighed, bureaukrati og vodka. Alle drikker. En fremskreden alkoholisering er reelt den eneste fællesnævner mellem terrorister, efterretningsfolk og tekstilarbejdere. Rita prøver ihærdigt at skabe sig et nyt liv, men selv om hun har fået en ny identitet, slipper hun ikke for sit gamle liv. Man kan prøve på at knække tråden, men man kan ikke starte på en frisk. Frisk findes ikke. Men fortiden findes. Og gerninger består, hvor idealer forgår. Uden at grave dybt i den historiske baggrund, der var med til at skabe en generation af tyske oprørere, tegner Schlöndorff et udogmatisk og troværdigt portræt af terroristen Rita. Det er til at forstå, hvorfor den debuterende Bibiana Beglau vandt en sølvbjørn i Berlin for sin tillidsvækkende præstation. Rita underskriver på intet tidspunkt en billig fortrydelsesparagraf. Hun bliver klogere, men hun forstår stadig sine egne motiver. Hun beholder på en måde en slags barnlig troskyldighed. Noget som i filmen på afgørende tidspunkter er symboliseret med lyden af en spilledåse. Det modige ved Schlöndorfs film er, at han uden at forsvare terrorismen tør fastholde, at en af drivkræfterne i Ritas tilfælde var det grundlæggende gode unge menneskes intentioner om at skabe en bedre verden. Hvilket er kontroversielt nok i en tid, hvor kravene om anger og offentlige bekendelser er blevet in igen.