En romantisk komedie med Jennifer Lopez og Matthew McConaughey under titlen 'The Wedding Planner' - det giver umiddelbart to muligheder. Enten er Lopez bryllupsplanlæggeren, der forvikles sammen med en af sine mandlige klienter, som skulle giftes med en rig, irriterende blondine, og gæt selv hvordan dén ender. Eller er McConaughey bryllupsplanlæggeren - hvilket straks åbner op for uforudsigelige drejninger af historien, hvem ved, der kunne være både kønsrolle-halløj og seksuelle minoriteter i farvandet. Men nej. Man behøver bare se på McConaugheys strikkede, skimmelgrønne pullover på plakaten for at vide, at her har vi hr. Solid med det søde smil, han er så straight, som han kan blive. Og hvad angår historien, ja, så fås den ikke mere traditionel. Vi starter i børneværelset, hvor lille Mary - marry, fik I den? - sidder og arrangerer bryllup mellem Barbie og Ken. Og herefter klip til det store, pompøse kirkebryllup, hvor voksne Mary (Lopez) som en blanding af en specialagent og Gud søsætter seancen for fuld skrue. Topproffesionel helt ud til sine velplegede neglespidser lever hun af at realisere overdådige, romantiske bryllupper i stor stil. Hun har styr på alle menneskers kærlighed, undtagen sin egen. For selv er hun stadig bare en lille, ensom Barbie, som ikke kan finde sin Ken. Han dukker op i skikkelse af børnelægen - og den vordende gom - Steve (McConaughey), og hvis ikke man savnede selvironi tidligere i filmen, så gør man helt sikkert nu. Scenen, hvor han frelser Lopez fra en løbsk affaldscontainer og hun sukkende dåner i hans stærke arme, er en værdig kandidat til prisen for årets største filmkliché. Herfra går det slag i slag uden overraskelser - lige med to undtagelser: at den rige, blonde kommende brud ikke er meget irriterende, men kun lidt. Og at Lopez ikke er nogen hot babe, men ualmindelig tækkelig, konform og tøset drømmerisk - ja drenge, med andre ord, hvad er der at komme efter? 'The Wedding Planner' kan bedst beskrives som 104 minutters regression til det præpubertære pigeværelse, hvor vi - som i en lyserød variation af 'Being John Malkovitz' - får lejlighed til at se verden gennem Barbies øjne. Det er en absolut kaloriefri celluloidsalat, den debuterende instruktør Adam Shankman serverer. Filmen har kun én ting på hjerte, et eneste spørgsmål at stille - og her må jeg sige det på amerikansk - what is TRUE love? Kærlighed som tema er der bestemt ikke noget galt med, faktisk skal man lede længe efter et mere alment og uudtømmeligt emne. Men at ville tale om ægte kærlighed i en film, der selv er lige så glansbilledkunstig og konstrueret som de rigmandsbryllupper, hovedpersonen sætter i scene, det er en absurditet af dimensioner.