Alt er hårdt i denne version dure af den franske filmsensation 'Blodsøstre'. Stofferne er hårde. Erektionerne er hårde. Øretæverne er hårde. Livet er hårdt og ikke mindst er det hårdt, at skulle tilbringe 77 minutter af det i selskab med så rå og utiltalende en film som den Virginie Despentes og Coralie Trinh Thi har lavet. Filmen skildrer et brutalt provinsmiljø præget af narko, prostitution og bandekriminalitet. Her er sex hård valuta. Kvinderne bliver groft udnyttet, men er også selv i stand til at udnytte mændenes primitive begær. Nadine spiller med i det seksuelle spil, mens Manu overlever tæsk og voldtægt ved at tømme sin kusse for betydning som en bil, der er blevet tømt for ejendele, så den ikke længere rummer noget af interesse for en tyv. Så langt kan man endnu være i tvivl om hvorvidt der er en pointe med volden og de pornografiske nærbilleder af svuppende kønsorganer. Der kan jo være en god mening i at skildre et forrået miljø så råt og usminket som muligt. Måske er 'Blodsøstre' bare et ekstra hårdt bud på den pågående franske realisme, som har leveret så fremragende en film som Matthieu Kassowitz' 'La Haine'? Men det sociale aspekt er næppe forklaringen på, at 'Baise-Moi' er blevet en stor publikumssucces i bl.a. Frankrig og Canada. Forklaringen er desværre snarere, at 'Blodsøstre' er porno, der er blevet forvandlet til legitim 'filmkunst' ved hjælp af socialpornografi og en banal hardcore feminisme. For på halvvejen forvandler 'Blodsøstre' sig til en usmagelig og amatøragtig blanding af 'Natural Born Killers' og 'Thelma & Louise'. To skydeklare kusser på hævntogt. Det må være her filmen udvikler sig til, hvad Virginie Despentes åbenbart selv ser som en feministisk avantgardekamp. Hvor filmen ifølge Despentes hævder kvindernes ret til deres egen seksualitet. Hvilket lyder som ren øregas på niveau med det pinligt ubehjælpsomme tilløb til at give filmen et hipt kulturkritisk plan, hvor Manu og Nadine koket leger med tanken om at opfatte sig selv som aktører i en film. De kvalmende udpenslede detaljer i de realistiske voldtægtsscener kunne hævdes at rumme en pointe. Men den detaljerede pornografi og den afskyvækkende vold i filmens 'action'-del kan kun rummes i ét ord: spekulation. Det store publikum i de katolske territorier er næppe strømmet til for enten at tage afstand fra den slemme kvindeundertrykkelse eller for at hylde filmens avantgarde-feminisme. Et godt gæt lyder, at de er blevet mere tiltrukket af sensationen og af udsigten til en pornografisk oplevelse i en legitim biograf. At 'Blodsøstre' som film er mindst lige så ringe som den er sensationel, gør det svært at forstå, hvad normalt så seriøse Gloria vil på dén galej.