'Exorcisten' var filmsensation i 1973. Folk dånede af skræk ved synet af den liden Regan (Linda Blair), der fra pæn pige blev forvandlet til ren djævelskab udspyende sjofelheder og slim. Nu genopstår William Friedkins filmatisering af William Peter Blattys roman i en længere director's cut-version og stiller dermed to spørgsmål til nutidens filmpublikum. Er 'Exorcisten' stadig skræmmende? Kan en tidstypisk gyser som 'Exorcisten' leve op til sådan en storstilet relancering? At en pæn pige giver sig til at spytte grønt slim fra Fætter BR er der ikke meget hårrejsning i. Til gengæld virker det stadig ret skrapt, da den besatte Regan tager sin egen mødom ved at jage et krucifiks op i sin skede og derefter kører sin mors ansigt rundt i dette groteske billede på den første menstruation. Chok-effekterne er set med nutidens øjne en blanding af det ufrivilligt komiske og det seriøst skræmmende. Men nok så spændende er Friedkins omhyggelige og næsten endeløst tålmodige iscenesættelse af optrækkene til uhygge. Tidsbilledet er interessant. 1973. Ungdomsoprøret har næppe lagt sig. Den seksuelle frigørelse er i fuld sving. Både katolicismen og den traditionelle amerikanske puritanisme er truet som aldrig før. I filmens baggrund er en film om ungdomsoprøret ved at blive indspillet med den dekadente instruktør Burke Dennings ved roret. Det sammenbrud i de borgerlige og kristne normer, som blomsterbørnene og en voksende middelklasses materialisme sammen sørgede for, sætter scenen for djævlebesættelsen i 'Exorcisten'. Seksualitetens ankomst og overgangen fra barn til voksen er til alle steder og tider blevet betragtet som noget potentielt faretruende, der skulle indkapsles med ritualer. Men som i frigørelsens tid slipper ud af kontrol. Var Regan på tærsklen til puberteten blevet besat af djævelen, hvis ikke hendes forældre var blevet skilt og hendes mor været en fortravlet filmstjerne og karrierekvinde? Næppe. Men besat bliver Regan. Og det rationelle verdensbillede slår ikke til. Max von Sydows rolle som den gode eksorcist Fader Merrin står sig godt, og også Lee J. Cobbs grotesk distancerede politikommissær og Ellen Burstyns frustrerede filmstjerne af en moderskikkelse lever uanfægtet videre. Værre står det til med Fader Karras, der som den katolske kirkes psykiater med sin splittelse mellem det rationelle og det religiøse, skal udgøre filmens centrale menneskelige drama. Den anfægtede pater er imidlertid i Jason Millers sammenbidte skikkelse faretruende tæt på at være en kliché. Karras' kvababbelser bliver et udtryk for en selvhøjtidelighed, som 'Exorcisten' ikke er en stor nok fortælling til at kunne bære. Men absolut værd at se er den stadig, denne kuriøse og konservative gyser, der var tæt på at sætte lighedstegn mellem den seksuelle frigørelse og det rene djævelskab.