Kraftfuld. Det er ordet, når man skal forsøge at beskrive 'Amores Perros' - 'Love Is A Bitch'. Sådan stråler vitaliteten ud fra fortællingen på lærredet. Fanget i kornede og kraftige kulører af fotografen Rodrigo Prieto. 'Love is a Bitch' er fra Mexico. Mexicanske film ser vi ikke mange af i Danmark, men hvis instruktøren Alejandro Gonzalez Inarritu er en målestok, så lad os endelig få nogle flere! Det er nemlig en spændende og anderledes film. En slægtning til den europæiske nyrealisme, men anderledes ulmende og førende sig frem med en dristigt udtænkt fortællekomposition, der peger på Tarantinos 'Pulp Fiction'. I en intens indledningssekvens ser man en biljagt. To unge mænd er på flugt. På bagsædet af deres bil ligger en blødende og døende rottweiler. Biljagten ender i et voldsomt sammenstød. Der viser sig at være tale om et tilbageblik. Sammenstødet er begivenheden, der filtrer en række skæbner ind i hinanden. Filmen udreder trådene og spinder enderne. Bilens hårdt sårede fører er Octavio. En hård nitte med et blødt punkt. Han er nemlig dødeligt forelsket i sin brors kone, Susana. For at skaffe penge til at realisere drømmen om at stikke af med den smukke Susana, har Octavio brugt broderens rottweiler Cofi i professionelle hundeslagsmål. Men det er en farlig branche. Bilen, som Octavio smadrer ind i, tilhører fotomodellen Valeria. Bilulykken vender på et sekund op og ned på hendes liv. På hendes karriere og på hendes nye forhold til redaktøren Daniel. Også Valeria har en hund. En lille skødehund. Først på pletten ved ulykken er den hjemløse El Chivo. Den skæggede bums samler på herreløse hunde og tager sig nu også af den sårede Cofi. El Chivo er en mand med mange hemmeligheder. En tidligere guerilla, der efter et fængselsophold er grebet af en misantropi så gennemgribende, at han ikke blot holder mere af hunde end af mennesker, men også er blevet lejemorder. El Chivo valgte at ofre kærligheden og familien for et politisk ideal. Hans datter tror, han er død. El Chivo følger hende på afstand. Kærligheden kan være en trofast køter. Den kan skambide dig. Men den giver ikke sådan lige slip. Forholdet mellem brødrene Octavio og Ramiro og Susanna har ekko af en Kain og Abel-historie og rummer noget af den samme intensitet som 'A Streetcar Named Desire'. Trekantsdramaet spejler sig i El Chivos historie, hvor det skæbnesvangre søskendepar er El Chivos døde hustru og hans hadefulde svigerinde. Det er disse to spor - den desperate ungdomskærlighed og den fornægtede kærligheds lige så dybe desperation - der er filmens stærkeste. Forestiller man sig fornemmelsen af ung billedstorm fra 'Pusher' og 'Bleeder' fusioneret med autenticiteten i 'Bænken' har man en fornemmelse af den realistiske forhammer som Inarritu håndterer. Svagest og med mindst sammenhæng med dramaets kerne er historien om fotomodellen. Med en spilletid på ikke mindre end 154 minutter er det nok denne historie debutanten Inarritu skulle have barberet væk. Den Oscar-nominerede film er ikke noget helstøbt mesterstykke, men det en film hvor man nyder hvert øjeblik fordi billederne snerrer af glubende appetit på livet og figurerne lever. så de næsten knitrer elektrisk.