Slaget om Stalingrad blev et afgørende vendepunkt i Anden Verdenskrig. I dette opslidende bråvalla-slag ved Volga blev der i 1942-43 kastet afgørende grus i Hitlers krigsmaskineri. Det kan man selvfølgelig mene er grund nok til at lave endnu en storfilm om Stalingrad. Men leder man efter Jean-Jacques Annauds motiver, bliver spørgsmålet hængende i luften. Hvorfor lave en film om Stalingrad netop nu? Det spørger man sig selv om, når filmen starter og man er ikke blevet klogere, når filmen er forbi. Der er ikke tale om en krigsfilm som vil revidere historien eller afmytologisere den som den tyske instruktør Joseph Vilsmaiers meget roste 'Stalingrad' forsøgte i 1992. I modsætning til Spielbergs 'Saving Private Ryan' er der ikke tale om en krigsfilm, om krigens skrækindjagende gru. Annauds formål er snarere at afbalancere den anonyme gru med individets heroisme. Annauds idé er at koge et stort og uoverskueligt slag i verdenshistorien ned til en tvekamp mellem to mænd. Et indfald der forekommer underlig antikveret. Tysklands fremstød mod de altafgørende oliekilder i Kaukasus blev standset ved Stalingrad. Men Annauds film hævder, at det primært var irrationelle motiver, der lå bag opgøret. Stalin ville forsvare byen, der bar hans navn til sidste blodsdråbe. Hitler ville af samme grund erobre den. Sandt er det, at Hitler stik imod al sund fornuft nægtede at give feltmaskal Paulus tilladelse til at iværksætte det planlagte udbrudsforsøg, der kunne have reddet resten af den 6. tyske armé, som lå indesluttet i en stadig mindre lomme langs Volga-flodens bred. Soldaterne havde værsgo at kæmpe og dø. Og det gjorde de så. 200.000 russiske soldater omkom eller blev hårdt kvæstet. 100.000 tyske soldater døde. Plus næsten lige så mange, der overgav sig og døde i fangenskab. Det er dette enorme slagtehus, som i 'Enemy at the Gates' er forsøgt kogt ned til et opgør mellem to mænd af den rette støbning. Tvekampen bliver udkæmpet mellem den russiske snigskytte Vasilij Zaitsev og hans tyske modpart Major König. Den ene en ung bondeknøs fra Kaukasus, der har jaget ulve for alvor. Den anden en grånende aristokrat fra Bayern, der har jaget kronvildt for sportens skyld. Begge de køligt blåøjede mænd er skeptiske over for deres respektive despoters motiver, men begge er pligtopfyldende og sikre på hånden, når de planter projektiler mellem fjendens øjne. Vasilij Zaitsev snigskyder tyskere på stribe. Ikke den mest heroiske form for kamphandling kunne man mene, men snigskytteriet er med til at demoralisere tyskerne, og Vasilij bliver af sin ven, den politiske kommisær, jøden Danilov, udråbt til symbol på det russiske folks heroiske modstand. Men samtidig er Vasilij og Danilov rivaler i kampen om den smukke Tanjas kærlighed. Der er russisk tumult, kamp på liv og død og romantik, rivalisering og røde rævestreger. Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til noget så usandsynligt som en Dr. Zhivago for snigskytter. Annaud fortæller historien om snigskytten, der af propagandaen blev udskreget til helten, der ene mand kunne vende krigslykken. Paradoksalt nok er det en skildring, Annaud tager på ordet. »Nogle fødes til at blive helte« står der på filmplakaten. En kliché der desværre passer lidt for godt på filmen. Hvad der til gengæld fungerer i filmen er Stalingrads ruiner som dramatisk ramme og det nervepirrende opgør mellem de to snigskytter i det vilde østen. Annaud har valgt at lade skuespillerne tale engelsk uden tysk eller russisk accent. Det er muligvis et klogt valg, når der nu er angelsaksiske stjerner på plakaten. Men at høre den sofistikerede brite Jude Law i rollen som kaukasisk bondeknold er altså ikke topmålet af troværdighed. Bob Hoskins yder en af karrierens mindst opsigtsvækkende præstationer som buldrebassen Khrusjtjov. Bedst passer Joseph Fiennes i rollen som den jødiske bureaukrat Danilov, men også Ed Harris udstråler som sædvanlig sin særlige stoiske elektricitet på lærredet. Alletiders dyreste europæiske film er blevet et flot udstyrsstykke med autentisk pløre og skudhuller i lange baner. Men det føles altså sært at skulle heppe på snigmordere i uniform. Hvilket måske i virkeligheden er den dybere årsag til, at også filmens forsøg på at appellere til følelserne med både heltemod og romantik kun opleves med det halve hjerte. 'Enemy at the Gates' er paradoksalt nok en film om præcisionsskydning, der selv misser målet med mere end en hårsbredde.