Fornemme filmpriser falder ikke nødvendigvis sammen med fed underholdning. Lad os bare indrømme det, for der er næppe nogen vej udenom i dette tilfælde: To en halv times rejse gennem et afpillet Bukarest med en lige så reduceret ældre mand i en ambulance, fra hospital til hospital, fra læge til læge, den ene mere hoven end den anden - det er nu engang ikke et filmkoncept, der uden videre slår amerikansk masseunderholdning, f.eks. i den Superman-aftapning, som den døende hr. Lazarescu tilfældigvis deler dansk premieredato med. Æstetisk konsekvens Men det er alligevel kunstnerisk set en bedre film: Det er udtryk for æstetisk konsekvens at vælge rejsen med ambulancen som ramme, lige til den bitre ende. Og at vælge reportagens kameraføring, der giver de genneminstruerede scener det dokumentaristiske præg. Konsekvente valg også i forhold til den centrale menneskelige tematik - nemlig næstekærlighed eller manglen på samme over for et mindrebemidlet 'dårligt liv'. Filmen er en af instruktørens 'Seks historier fra Bukarests forstæder', alle om forskellige aspekter af kærlighed. Ligeyldighed overfor liv Lazarescu opvækkes nu ikke som evangeliets Lazarus, og 'næstekærlighed' er slet ikke et tilstrækkeligt stikord til filmens ærinde. Nok så godt dækker 'ligegyldighed over for liv', vel at mærke udvist af læger og andre ubarmhjertige samaritter. Om end ikke uden årsager - overarbejdede og udsat for en ustandselig overflod af elendighed og sygdom - tager de deres tilflugt til resignationens kynisme. Kombineret med velbjergede akademikeres mindre undskyldelige højrøvethed over for 'underordnede' kolleger - og især over for den drikfældige gamling - ender det i filmens stribe af ydmygende eksempler på foragt. Nabomistænksomhed i opgangen De mekanismer genkendes nemt herhjemmefra, måske mere i sundhedspolitikken end på hospitalerne, men skærpes selvfølgelig af at foregå i et forhutlet overgangssamfund på vej ind i global markedsøkonomi efter årtier under stalinistisk diktatur. Nabomistænksomheden i opgangen, den forståelige uvilje mod den gamles loppebefængte katte, hans eneste livsselskab efter konens død og datterens emigration, alt det er som at genopleve 1950'erne i Danmark. Eller se en utilsløret fremskrivning af privatiseringens og den sociale uligheds 'dynamik', som vore dages VK-ministre kun må hylde i tanker og handling, ikke med rene ord. Fortjente priser Den gamles odyssé fra afvisning til afvisning er lang - men dermed også en indlevelse i udhulingen af livsviljen under de vedvarende ydmygelser. Selvfølgelig især i kraft af indtrængende, selvudleverende, men alligevel diskret og værdigt spil, frem for alt i den uforglemmelige titelrolle. Den skaffede Ioan Fiscuteanu en fortjent Golden Swan på Copenhagen Film Festival 2005, hvor filmen også fik juryens særpris, samme år som førsteprisen i Cannesfestivalens serie 'Un certain regard'.