Opfølgning på en solid succes burde vel få ophavsmændene til at oppe sig til noget endnu bedre. Men ofte går det modsat, den målrettede efterligning af succesen tager livet af legen og kunsten. Dén vej hælder desværre opus 2 af Peddersen & Findus som tegnefilm. Charmen fra Sven Nordqvists højt elskede billedbøger om gubben Peddersen og hans vakse kat Findus bar fint igennem første tegnefilm. I fælles legesyge mimer de to et bedstefar-barnebarn-liv på landet i Sverige, næppe langt fra Bulderby og Lönneberg. Den gamles (og fortællerens) rolige opladte sind over for kattens iver, barnagtige sårbarhed og atter hurtigt vakte optimisme, deres ga-ga-opfindelser, hønsenes snerpede kommentarer - hele denne livslyst inden for et overskueligt univers genfandt man i film 1 trods skønhedspletter. Alt dét forventer man nu som en selvfølge - foruden noget mere. Rammen om de ret isolerede afsnit (forberedt til opskæring i mindre bidder til tv-salg?) ser denne gang sådan ud: Findus skriver til kongen for at høre, om katte virkelig skal rydde op, som en sur Peddersen forlanger det af ham. Mens de venter på svar, passerer en kavalkade af gæster - en elgtyr, en cirkustiger, en Peddersen-bror med hver sin episode. Og til slut reagerer kongen selv med mere end et brev, som titlen antyder. Eventyrgrænserne omkring den røde torp er med andre ord perforeret, først af et fjollet postbud, siden af de lovligt stift animerede cirkusfolk og et endnu mere umotiveret indslag om rumrejser og rumhunden Laika, og til slut af Svenska Konungen selv, gudhjælpemig som en mislykket karikatur af salig Gustav Adolf! En nostalgisk charme måske for bedsteforældre hinsidan, men for danske børn kræver dén slags leksikalske forklaringer, som de ellers kunne leve fint uden. Ikke mindst fordi hverken fortidsrammen eller de mange ekstra figurer er morsomme, charmerende, livlige eller handlingsmotiverede. Overhovedet. Skyldes det instruktørernes stilistiske smagløshed, underbetaling af det ungarske animatorhold eller andre mangler? I hvert fald kastes der alt for ofte skygger af stilløs uopfindsomhed og nødløsninger ind over den charme og livsglæde, der retfærdigvis også stadig er en del af, og som redder hjerte nr. 3 hjem. Ikke mindst i kraft af Per Pallesens robust aldrende og Laura Aller Jonsdottirs barnefriske, velgørende ukrukkede danske stemmer i titelpartierne. Sven Nordqvist har angiveligt selv godkendt filmens figurdesign, og dét burde han revidere. Hvis hans skat af skønne småskrøner skal udfoldes i dét lange, succesrige parallelliv som film for både de ældste og de yngste, som der er potentiale til.