Er det sjovt at se en lille spirrevip af en sort komiker forklædt som kæmpefed sydstats-mama? Selvfølgelig er det da det. Men forfærdelig meget andet end et morsomt udgangspunkt har 'Big Momma's House' heller ikke at byde på. Martin Lawrence spiller FBI-agenten Malcolm Turner, der er ekspert i fantastiske forklædninger. Da den barske bankrøver Lester i en blodrus flygter fra fængslet, går hans ekskæreste Sherry og sønnen Trent under jorden. FBI mistænker Sherry for at sidde på pengene fra røveriet. Måske vil hun vise sig at dukke op hos sin gamle bedstemor, hvor hun havde sin barndoms mest trygge dage. Sammen med makkeren John bliver Malcolm sat til at overvåge Big Mommas hus i en lille by i Georgia. Sherry dukker ganske rigtigt op, men gør det på et tidspunkt, da Big Momma netop er rejst væk på ubestemt tid. Malcolm er kendt for sin evne til at improvisere, og snart er han med hjælp fra en gummimaske, en paryk og et par hektoliter silikoneskum forvandlet til kæmpekvinden Big Momma. Sherry viser sig selvfølgelig at være så smuk som natten er lang. Så snart skal stakkels Malcolm ikke blot holde styr på Lille Malcolm, men også holde nysgerrige, kagebagende naboer og Big Mommas gamle, gejle bejler Ben på afstand. At Big Momma viser sig at være den lokale jordemor gør ikke udfordringen mindre for en agent, der må arbejde under dække af uformelige kjoler og støttestrømper. I en hvid krimi er makkeren sort. Men i 'Big Momma's House' er stort set samtlige medvirkende sorte. Bortset fra makkeren John, Paul Giamatti, der senest var glimrende i 'Man on the Moon'. Den gennemført afro-amerikanske rolleliste er nok en væsentlig årsag til filmens succes i USA. Kombineret med en parodi på det hyggelige og alt andet end fedtfrie liv i Sydstaterne. En parodi der byder på absolut intet nyt under sydstatssolen. 'Big Momma's House' er i det hele taget en middelmådig komedie, der udstråler mere sitcom-humor end filmfarce. Martin Lawrence har sine stjernestunder, som f.eks. da han giver den hele armen som Big Momma til gospel-tabernakel søndag formiddag, men selvom Lawrence er en udmærket komiker (hvilket han demonstrerede over for Tim Robbins i 'Nothing To Lose') er han for meget af en letvægter til at kunne bære en hel film på sine skuldre. Det så man i action-komedien 'Blue Streak', og man ser det igen i 'Big Momma's House', selvom han her gør bedre fyldest. Martin Lawrence mangler simpelthen det lille ekstra et eller andet, der forvandler komikere til fænomener på lærredet. Han har hverken en Eddie Murphys overgearede frækhed eller en Richard Pryors anarkistiske respektløshed, og i rollen som første-elsker over for glansbilledet Nia Long spiller Lawrence nærmest fallit. I en birolle ses Anthony Anderson, der spiller en af Jim Carreys tre sorte sønner i Farrelly-brødrenes 'Jeg, Mig & Irene'. En anden biografaktuel komedie, som 'Big Momma's House' ikke tåler sammenligning med.