Ligesom forgængeren fejrer også 'Taxi 2' store triumfer i hjemlandet. Man kan næsten høre de cineastiske øjenbryn blive rynket. Skal Luc Besson nu igen trække den stolte arv fra Renoir, Truffaut og Godard igennem sølet? Er Techiné nu ikke længere god nok og hvad skal der dog blive af fransk film? Men det ville være forkert bare at se Bessons erklærede forsøg på at slå amerikanerne med egne midler som en cinematografisk falliterklæring. Der er jo sund fornuft i også at lave film, der kan agere lokomotiver for en national filmindustri i stedet for at lade Hollywood løbe med pengekassen hver gang. Og så har fransk film jo faktisk altid været meget andet end den seriøse filmkunst, man i resten af verden med god grund har beundret så meget. 1966 var året da Truffaut lavede 'Fahrenheit 451' og Chabrol lavede 'Grænsefloden', men mon ikke en hel del flere såvel i Danmark som i Frankrig var i biografen for at se den komiske lynkineser Louis de Funés sprutte i 'Undskyld, vi flygter'? Det er i dette lys man skal se en film som 'Taxi 2'. Sammenligner man 'Taxi 2' med en anden aktuel film bygget på biljagter - '60 Seconds' med Nicholas Cage - falder sammenligningen ud til fransk fordel. Hvor den amerikanske film virker tung, selvhøjtidelig og mere end en smule småliderligt stakåndet i sin dyrkelse af alt det lækre, kromglinsende isenkram, er 'Taxi 2' en letpåklædt og anderledes fræk lille fransk knallert af en biljagt. Gerard Krawczyk har erstattet Gérard Pirés i rollen som producer Bessons forlængede arm i instruktørstolen, men resultatet er immervæk en respektløs, fjollet og ikke så lidt underholdende 2'er. Det er igen den uautoriserede marseillanske taxi-chauffør Daniel, som har speederen i bund ved 306 km/t og derfor med god grund har barberet fartstriber i tindingerne. Daniel er i bund og grund en anti-autoritær flab, men eftersom hans kæreste Lily er datter af en gal general og hans gode ven Emilien er medlem af politiets kaste af håbløse dilettanter bliver han snart rodet i en hektisk affære. En japansk minister kommer til Frankrig for at købe isenkram til bandebekæmpelse. Franskmændene skyer som bekendt ingen midler for at få afsat deres våbenteknologi, og kommissæren arrangerer en række fingerede overfald på den japanske minister, som så skal 'reddes' af franske våbenfinesser. Desværre ødelægger banditter fra den japanske mafia yakuzaen den fine plan ved rent faktisk at kidnappe ministeren på et tidspunkt, da Daniel ved skæbnens spil er endt som ministerchauffør. Så er fanden løs i Laksegade. Daniel jokker speederen i bund og den mikroskopiske handling flyver af sted. Men det gør tiden som bekendt også i godt selskab og denne rappe lille franske sag indhyllet i duften af brændt gummi hører bestemt til i den bedre ende af filmindustriens letteste kavaleri.