Tror man, at livet er for kort til dukkefilm, har man nok aldrig set den forrygende norske kultfilm 'Bjergkøbing Grand Prix' eller briten Nick Parks betagende uskyldige og hæsblæsende morsomme Oscar-vindere om 'Wallace and Gromit', den enfoldige opfinder og hans mangfoldigt begavede hund. Men nu kan man godt tro om igen: Samme Parks og makkeren Peter Lord fra Aardman-studierne i Bristol har nemlig fat i en lang ende med deres første biograflange dukkefilm, 'Chicken Run'. Vittigt og spændende, enkelt og komplekst, naivt og underfundigt fortalt er dette medrivende flugtdrama for både børn og voksne den mest opmuntrende fornyelse, det internationale animationsfilmmarked længe har været ude for. 'Flugten fra Hønsegården' forener krigsdramaet med kærlighedshistorien, den elementære spænding for børn med den sofistikerede parodi for voksne, sproglige og visuelle brandere med en enkel livsens alvor. Den smitter enhver med sin livgivende blanding af humør, energi og sårbarhed - i en teknik, der er både grotesk grinagtig og fremragende flot behersket. Claymation kaldes teknikken somme tider, dvs. animation af modeller-dukker, men det særlige ved Parks & Lords dukker er stilen, den særlige blanding af naivitet og højt tempo og frem for alt en frodig fantasi af den art, der ikke lader sig standse af gustne overlæg eller tekniske hindringer. Pigtråd, vagttårne, bulbidere og den ikke alt for fiffige mr. Tweedy bevogter hønsegården under overkommando af den hvasse lejrkommandant, mrs. Tweedy. Hun vil ud af æggebakke-økonomiens 'middelalder' ved hjælp af sin Pie Machine: Levende høne, grøntsagsblanding og sovsepulver ind i den ene ende - gungadagungadagunk og vupti - en friskbagt og maskinemballeret hønsepostej ud i den anden ende! Kz-hønsefarmens Endlösung! Men det skal blive uden Ginger, en sej chick med drømme om et bedre liv før postejmaskinen. Ud vil hun, ud, men ikke uden artsfællerne med mere gennemsnitlige kyllingehjerner, så sammen afprøver flokken samtlige hidtil kendte flugttricks, fra 'Papillon'- til 'Allotria'-modellerne, men hver gang ender Ginger i kulkælderens isolationscelle. Indtil den amerikanske plymouth rock-hane Rocky nødlander i hønsegården. Han må da kunne lære hele holdet at flyve? Blærerøven kan ikke få sig selv til at indrømme, at han ikke flyver én meter længere, end en cirkuskanon kan skyde ham! Så under hans ledelse optræner hønsene nu deres stumpede vingekraft - de vidunderlige scener parodierer på én gang almindelig husmor-aerobics og River Kwai-forestillinger om britiske krigsfangers selvdisciplin - om kap med Tweedy-parrets baksen med at få postejmaskinen til at fungere. Selv om monstrummet jo virkede ved levering, er det nemlig gået i baglås efter første rædselsvækkende afprøvning: Ginger røg i maskinen, men blev frelst af Rocky - under en rejse gennem de kvasende og kværnende, hostende og hakkende, skvulpende og bagende tragter, rør og rum i den kolossale dræbermaskine. Park og Lords vilde mekaniske opfindsomhed - kendt fra hundemadsmaskinen i Wallace & Gromit-gyseren 'A Close Shave' - er her udsat for højt klippe- og fortælletempo til en tour de force, der kun overgås af slutscenens kulmination: Det lykkes virkelig hønsene at få luft under vingerne - bare mere kollektivt end man skulle vente af pipfugle! Der ligger en kolossal indsats og et anseligt budget bag dette fjerkrædrama, det første resultat af Aaardman-studiernes alliance med anderledes pengestærke DreamWorks fra USA. 648.800 kameraskud på hønsedukkerne med den detaljerede mundanimation - dvs. næb-udskiftning for hver ny vokal eller konsonant - kræver det at sammensætte 75 minutters film a 24 billeder i sekundet! Men resultatet er det værd. Med sit fornemme håndværk og sin stramme fortælleform, sin bevægende enkle, men kloge psykologi - bl.a. i kærlighedshistorien mellem Ginger og Rocky; med sin Storm P-ske fantasi og sin skamløse fryd ved ordspil og brandere - ikke mindst mellem de to rotter, der driver hønsefarmens sorte marked - er filmen endt som en født animationsklassiker og samtidig en uundgåelig publikumssuces.