The Cell' er endnu en seriemorder-film. Men man kan ikke påstå, at den minder særlig meget om hverken 'The Silence of the Lambs', 'Seven', 'The Bone Collector' eller 'Kiss The Girls'. Og den minder slet ikke om den ironiske kulturkritik i 'American Psycho' eller om John McNaughtons rystende nøgterne 'Henry ---Portrait of a Serial Killer'. Officielt begiver instruktøren Tarsem Singh sig med sin filmatisering af Mark Protosevichs manuskript til 'The Cell' sig ind i en seriemorders underbevidsthed, men det er snarere et perverst modeshow end en psykologisk forklaringsmodel han finder derinde. I filmen trænger mediet og psykoterapeuten Dr. Catherine Deane ved hjælp af smart moderne teknologi ind i den perverse seriemoder Carl Starghers forvredne indre. Stargher fanger unge kvinder. Han piner og drukner dem, inden han overhælder dem med blegemiddel og forvandler dem til massakreret legetøj, som han siden som et vrissent barn smider fra sig igen. Foruden at have fået tæsk som barn lider Stargher af en ekstrem afart af skizofreni kaldet Whalens Syndrom. Hvorfor vil Dr. Catherine dog trænge ind i Starghers mareridtsverden? Jo, som konsekvens af sin skizofreni er Stargher faldet hen i en irreversibel koma, men hans sidste offer befinder sig stadigvæk i et tidsindstillet akvarium i et blikskur et ukendt sted i ørkenen. Her vil den unge pige snart drukne, hvis ikke Catherine og FBI-agenten Peter Novak lokaliserer Starghers skjulested. Det er således et kapløb med tiden, men kapløbet er kun af overfladisk interesse for Tarsem Singh. I virkeligheden er han ikke særlig interesseret i filmens suspense. Han er interesseret i spændingsfilmens æstetik - sådan skal en FBI-agent i jakkesæt se ud! - og i at fremvise en afsporet psykopats indre. Eller er han nu også det? For den misbrugte Carl Stargher bliver misbrugt endnu en gang. Tarsem Singh er bedøvende ligeglad med hvordan der ser ud inde i hovedet på en seriemorder. I hvert fald kan man i Starghers tilfælde konstatere, at seriemorderens indre i forbløffende grad ligner en af de avancerede rockvideoer (f.eks. R.E.M.s 'Losing My Religion') som Tarsem er blevet berømt for. Stargher er en ulækker stakkel, men intet i 'The Cell' er så ulækkert, at det ikke på et eller andet plan ender med at blive lækkert. Dr. Catherine Dean spilles af den model-smukke pop- og filmstjerne Jennifer Lopez og sådan er det hele vejen igennem, både hvad angår det lækre og det troværdige. Det er fabelagtig fantastik Tarsem fremmaner i 'The Cell's ofte sado-futuristiske tableauer. Især indledningssekvensen, der præsenterer en Jennifer Lopez i hvid fjerdragt sammen med en sort hest i et labert ørkenlandskab, mens Master Musicians from Jajouka tordner trancerytmer. Millimeterpræcist sætter smukke Jennifer sine spor langs klitranden, der skiller lys fra skygge. Det er tindrende flot. Men al sin billedstyrke til trods er 'The Cell' et symbolsk hulrum og som fortælling formålsløs. Tarsems lækre lort ligner kort og godt empty art, og kunne dermed være en oplagt anledning til at afprøve hvorvidt filosoffen David Favrholdts bud på en konkret kunstdefinition også kan bruges på de levende billeders kunst. I parameterteorien (Pol. 4.11) vurderes værket ud fra ti kriterier og scorer hver gang fra 1-10 point. Forsøgsobjekt - 'The Cell'. Resultat: Integration: 2 (dele kan ændres og endda undværes). Mangfoldighed: 4 (der er både fantastik og suspense). Teknik: 10 (Tip top teknik). Æstetik: 10 (selv det mest uhørt ækle fremstår æstetisk). Personpræg: 6 (i fantastikken er visionen personlig, mht. suspense er den banal). Gentagelighed: 0 (kun en masochist eller en reklamefilmfreak ville se filmen 2 gange). Intellektuel appel: 3 (tanken om at skildre underbevidstheden i tableuer er stimulerende, men distanceblændende udført). Emotionel appel: 5. (altså hvis væmmelse tæller med). Anden appel: 5 (Jennifer Lopez og Master Musicians of Jajouka). Det uudsigelige budskab: 0 (nul evighedskarakter). Alt i alt: 44 point. Hvilket placerer 'The Cell' i den nederste ende af kategorien 'solid kunst' og det ville nok svare til et sted mellem tre og fire hjerter. Så den teori må de vist hellere beholde ovre hos billedkunsten. For to hjerter kan 'The Cell' få. To visuelt velbegrundede hjerter. Og så er der ellers fire tomme hjertekamre til en tom film.