Med fire små døtre, fuldtidsjob og en arbejdsløs dovenkrop af en mand ligner livet ikke så meget en slager som et surt slid for handicaphjælperen Mona. Men Mona og hendes fire små popsild er vilde med de romantiske sange fra Melodi Grand Prix, og når man ønsker på en (pop)stjerne, kan selv de mest kulørte drømme gå i opfyldelse. Så kan en stresset familiemor fra betonstaden blive stjerneskuddet i årets Melodi Grand Prix. Sådan går det i hvert fald i Susanne Biers første film siden 'Den eneste ene'. 'Livet er en slager' hedder den på svensk, og det burde selvfølgelig også have været filmens danske titel i stedet for det intetsigende 'Hånden på hjertet'. For at sangen om livet kan drejes som en slager, er netop Bier og manuskriptforfatter Jonas Gardells postulat. Filmen er et forsøg på at lave et uimodståeligt pophit af en film. Et folkekært hit, der tilsidesætter alle kriterier for 'god' smag til fordel for store, rene følelser og et omkvæd, der skal få livets bitre piller til at glide lettere ned. Men hvor 'Den eneste ene' ramte i plet som et bud på en moderne folkekomedie, runger den demonstrative folkelighed i 'Livet er en slager' anderledes hult. At lade noget så kunstigt og kvalitetsmæssigt tvivlsomt som Melodi Grand Prix være det dybe kar, der skal rumme folkets kærlighed, er simpelt hen for tyk en idé. Ånden i 'Hånden på hjertet' minder mere om et par dannede mennesker, der én gang om året sætter sig ned foran fjernsynet med en kasse bajere og leger popvrag, mens de hepper på Melodi Grand Prix og i øvrigt aldrig kunne drømme om at høre musikken årets andre 364 dage. Heldigvis for Bier og hendes film udstråler Helena Bergström ægthed og vitalitet i hovedrollen. Det er udelukkende hendes skyld, at filmen glimtvis rent faktisk bliver uimodståelig som en slager. Bergström spiller Mona Berglund, så man ikke kan andet end overgive sig pladask. Monas arbejde er at hjælpe den spastiske David (Jonas Karlsson i filmens anden gode præstation). Ved hjælp af en computer kan David komponere. Da han laver en oplagt popmelodi, indsynger Mona den for sjov. Men spøg bliver til alvor vendt, da hun indsender sangen til årets Grand Prix-konkurrence og bliver valgt til at deltage. Mona får straks en producer/agent (Johan Ulveson i filmens tredje gode præstation), og karrieren antager fart, fest og farver som en tændt nytårsraket. Havde dette bare været historien om Mona, kunne det være blevet en rigtig slager. For beskrivelsen af den ukendte mor, der pludselig indtræder blandt de kändisar, hun hele sit liv har fulgt på afstand, er både grinagtig og rørende. Men det har desværre ikke været nok for Jonas Gardell, der må tage broderparten af ansvaret for, at 'Hånden på hjertet' er endt som et fælt postulat. Der skal med vold og magt og solidaritet med de udstødte også være plads til de anderledes i rampelyset. Foruden den selvmedlidende spastiker David og den heroiske husmor Mona skal filmen også have plads til historien om Monas bror, Candy Darling, der er transvestit, bøsse og døende af aids. Transvestitten og spastikeren skal - helt bogstaveligt - ligge arm i arm, før Gardell er tilfreds. Det bliver mindst én voldsom livshistorie for mange. Er Candy Darling den homoseksuelle stand-up-komiker Gardells statement? Det må være forklaringen på, at slagerens banalitet skal vikles ind i sådan en omgang kønspolitisk sentimentalitet. Candy-figuren er en overdrivelse, en distraktion og til overflod transtungt spillet af Björn Kjellman, der dog retfærdigvis må kæmpe med en klichéplaget rolle. Svansende i dametøj skal han således på autoværkstedet vise, at han er mand for at justere en bilmotor bedre end mekanikergutterne uden at blive mindre kvindelig af den grund. Hvor kluntet kan det blive? Sammenlignet med 'Den eneste ene' og 'Italiensk for begyndere' er 'Hånden på hjertet' et udtryk for en postuleret folkelighed. En krampagtig omklamring af det yndige folk, som kun bliver reddet fra at være pinlig af Helena Bergströms stråleglans. Hendes Mona Berglund undgår man ikke at heppe helhjertet på, og dét er grunden til, at man trods alt hænger på i Susanne Biers nye film. Efter de seneste års danske succeser kunne det være fristende at udråbe den nye folkekomedie til tidens løsen. Men 'Hånden på hjertet' minder om, at det ikke er en fristelse uden faldgruber. Livet er jo ikke en slager. Og skal en film være det, skal den være mere uimodståelig end 'Hånden på hjertet'.