Eventyret om Grinchen, der stjal julen, har i USA en næsten ligeså uantastelig status som 'Troldmanden fra Oz'. Chuck Jones' tegnefilmatisering af Dr. Seuss' børnebog er et trofast indslag i den amerikanske tv-jul. Det kunne derfor let opfattes som helligbrøde, når nu Ron Howard ('Willow', 'Apollo 13') har kastet sig ud i en filmatisering. Men amerikanerne har bestormet biograferne og mon ikke også danskerne nu overgiver sig til den mærkværdige Grinch? Historien er nemlig lige så klassisk, som rammerne er bizarre. Det er et ægte syntetisk amerikansk eventyr og det er samtidig ren Dickens: Den vrisne gamle eneboer med det indtørrede hjerte, som har set sig sur på julen. Skelet-Jack i 'The Nightmare Before Christmas' kidnappede Julemanden. Grinchen vælger en anden strategi, da først borgmesteren i Hvemstrup har givet ham den kolde skulder. Som en karikatur på Julemanden vil han kravle ned i skorstenen, stjæle julegaverne, smadre pynten og splatte den gode julemad ud på gulvet. Så skal der blive Jul i Hvemstrup må den hjerteløse Grinch genvinde sin menneskelighed og julestemning. Den ekstra finte i 'Grinchen - julen er stjålet' er, at også indbyggerne i Hvemstrup bliver konfronteret med det kommercielle juleræs og dets åndløse materialisme, og må indse, at selv om julen varer længe og koster mange penge, så er julen hjerternes og ikke tegnebøgernes fest. Ron Howards filmatisering er imidlertid først og fremmest øjnenes fest. 'Grinchen' er spækket med fængslende og fornøjelig design. Ikke så raffineret og stilfuld som Tim Burtons beslægtede juleklassiker 'The Nightmare Before Christmas', men til gengæld har filmen to store trumfkort i skikkelse af Jim Carrey og i form af velanbragt ny teknologi. Carrey er formummet til ukendelighed med grøn sminke, mærkværdige tænder (hele tre mand krediteres på rulleteksterne for 'tandsæt') og lodden pels, men hans kropssprog og gummilastiske mimik fornægter sig ikke. Animationskunsten skal stå tidligt op for at hamle op med Jim Carreys krop, når først den er animeret! 'Grinchen' er en af de film, hvor bombardementet af ny teknologi ikke blot er på sin plads, men har været en forudsætning for at man har kunne fortælle historien i rammer så fantasifulde som i nogen tegnefilm. Hvemstrup er en slags absurd tivolisering af 1950ernes amerikanske lilleby og Grinchens hule på skraldebjerget Crumpit ligner slamsugningens svar på Aladdins Hule. Lille Cindy Lou er så sød, at det hviner i tænderne og aktivitetsniveauet er lettere hysterisk, men når først man har vænnet sig til denne meget amerikanske julestemning, kan man bare læne sig tilbage og nyde en farvestrålende juleknallert og et eksempel på amerikansk kulturimperialisme, der får den stakkels Pyrus til at ligne en våd lille en-øres kineser.