Ikke to kvinder er ens, hævder Dr. Sullivan Travis og som gynækolog må dr. T siges at have indblik i kvindekønnets mysterier. 'Dr.T' er i Robert Altmans film af samme navn en mand, der forstår kunsten at få enhver kvinde til at føle sig som noget særligt. Med sit stålgrå hår, sin velsmurte smiger og sin utrættelige charme er dr. T lidt af et tilløbsstykke blandt Dallas' overklassefruer. Tæt pakket med mere eller mindre hysteriske kvinder i deres bedste alder, er dr. Ts venteværelse en tikkende klimakterie-bombe. Dr. T er damernes mand, men han er også en god far for sine to voksne døtre og en trofast og kærlig ægtemand for Kate. Han bærer sin kone på hænder og fødder i en grad, så hun til sidst slet ikke evner at stå på egne ben. Beviset kommer da Kate til sin mands forbløffelse flygter ind i et regressivt barndomsland og må tvangsindlægges. At Kate går i barndom netop som parrets ældste datter DeeDee skal giftes og Kates fordrukne søster Peggy skal skilles og derfor rykker ind hos dr. T sammen med sine tre børn, gør selvsagt ikke situationen lettere. Men krisen stikker dybere. I virkeligheden er alt og alle i dette texanske velhaver-miljø ved at kede sig ihjel. Dallas er simpelthen befolket med kvinder, der er så pakket ind i vat og bomuld, at de er på nippet til at lide kvælningsdøden. Kvinder der shopper, går til gynækolog og, når de feministiske bølger går højt, organiserer kampagner, der skal sikre, at en motorvej for første gang i Dallas' historie bliver opkaldt efter en kvinde. At også dr. T i virkeligheden keder sig bravt med sine liges å hypokondriske patienter, går først op for ham, da han bliver forelsket i den professionelle golfkvinde Bree. Hun er et rigtigt jern, der nok selv skal bestemme farten, og det bliver overrumplende nok en slags befrielse for den belevne doktor, der bliver spillet af Richard Gere, der for en gangs skyld skal spille en rolle med flere lag. Og kvitterer for tilliden med en af karrierens absolut bedste præstationer i rollen som den perfekte gentleman, der i virkeligheden ikke skelner en døjt mellem kvinder, men med sin ukritiske smiger skærer dem alle over én kam. Dr. T er nærmest ene hane i kurven i denne Altman-film. En diskret diktator og en lidt selvsmagende, men grundlæggende sympatisk figur. Resten af mændene er enten latterlige andejægere eller næsten usynlige. Til gengæld har Altman disket op med en temmelig overdådig spindeside. Helen Hunt har i rollen som Bree bukserne på og det helt rigtige ben i næsen, mens Laura Dern og Shelley Long leverer stor komik som henholdsvis champagnemosteren Peggy og dr. Ts hårdt prøvede sekretær Carolyn. Sammenlignet med 'The Player' og 'Short Cuts' er 'Dr. T' en Altman i den lette ende. Men det forhindrer ikke filmen i at være en særdeles vittig sædekomedie grænsende til det misantropiske. Altman levner ikke sit eget køn meget håb om nogensinde at forstå kvindekønnets mysterier, men på den anden side ser det også ud som om han er stærkt i tvivl om, hvorvidt et forsøg ville være anstrengelserne værd. Med få markante undtagelser er både mænd og kvinder temmelig håbløse. Det kan selv ikke en ukarakteristisk påklistret slutning, der bastant hylder mysteriet og livsværdiens genfødsel, lave om på.