Et barn forsvinder. Samtidig forsvinder også pigen Evas rødhårede og sindsforstørrede farmor fra anstalten Lykkebo. Barnets far og mor er henholdsvis flyveleder og pilot. De har netop fået at vide, at ferien er sløjfet fordi alt for mange skal på ferie. Men nu er Eva og farmor taget på selvbestaltet ferie, og så må far og mor slippe styrepind og kontroltårn for at finde dem igen. Eva og farmor er taget ud for at finde farmors forsvundne kæreste postflyveren Åge der, ifald han findes, også er Evas farfar. De er på vej til Rom, men eftersom alle veje fører til Rom kan de være hvor som helst. Det udvikler sig i et særdeles stille og roligt tempo ikke blot til en jagt på Eva og farmor, men også til en road movie, der med et blink i øjet og en sang på læben går på jagt efter de gode, gamle danske værdier fra før rationalisering og institutionalisering fik det hele til at gå af lave. Vejen går forbi en veritabel vagtparade af kendte og elskede ansigter og sangstemmer. Jytte Abildstrøm er farmor og efter hendes fejlplacering i 'Dykkerne' er hun her på rette hylde som elskelig anarkist. Hendes elskede Åge, der har den for glade postflyvere så fatale svaghed, at lykke gør ham så forfærdelig søvnig, er såmænd Dario Campeotto. På Lykkebo spilles plejerne af de syngende madammer Daimi og Lone Kellermann, mens man blandt de sangglade patienter møder Flemming Bamse Jørgensen, Henning Stærk og Dodo Gad. Jesper Langberg spiller en vegeterende HT-chauffør, der af Eva får vækket sin dybt slumrende eventyrlyst og omsider får realiseret sin drøm om at komme til at køre sporvogn. Peter og June Belli er hr. og fru Kaptajn på storebæltsfærgen, der er blevet tvunget på pension af broen , men nu får sig en sidste gammeljomfrurejse. Bæltet bølger blåt og kornet står flot om Dario og Jytte. Det er dansk idyl og nostalgi, så det smælder i vinden. Men samtidig bliver den hjælpsomme motorcykelbetjent spillet af rapperen Al Agami og lige så mørk i huden som Al Agami er færgesønnen Bjarne, der er bidt af en gal Leonardo DiCaprio og tilbringer overfarten stående i forstavnen af storebæltsfærgen med udbredte arme og blafrende hawaii-skjorte. Et lille sommereventyr om at realisere sine drømme er af Wikke & Rasmussen strikket sammen, så den foruden at være en road movie også er en lun kommentar til hele debatten om danskheden. Moralen er klar: Giv den bare hele frikadellen, men husk at tage godt imod de nye danskere med et smil og en lille melodi. Som sædvanlig har Wikke & Rasmussen et væld af små underfundige indfald med under armen og man skulle være et skarn, hvis ikke man hyggede sig undervejs. 'Flyvende Farmor' er et sympatisk kunststykke. På trods af Wikke & Rasmussens milde ironiske distance føles hyggen i denne familiefilm ægte idyllisk og ikke spor tvungen. 'Flyvende Farmor' er langt bedre end den anden aktuelle 60/40-børnefilm 'Ørkenens juvel', men sammenlignet med parrets første børnefilm 'Hannibal & Jerry' kommer 'Flyvende Farmor' til kort. Både hvad angår humor og stilsikkerhed stod 'Hannibal & Jerry' en tand skarpere og ved første bekendtskab er der ikke nogen popsang, der kan hamle op med 'Brug dit hjerte som telefon'. Til gengæld står parrets naivistiske fantasi sig sødt og sjovt i en film, som vil egne sig fortrinligt til at blive nydt af bedsteforældre og børnebørn i fællesskab. Men den camp- faktor som gav 'Hannibal & Jerry' kultstatus blandt unge voksne vil næppe træde i kraft denne gang. 'Flyvende Farmor' vil sandsynligvis få et langt større publikum end Wikke & Rasmussens foregående film, den ambitiøse Shakespeare-gryderet 'Motello', der i 1998 blot formåede at sælge 8.000 billetter. Men hvilken fremtid, der tegner sig for Wikke & Rasmussens særlige humor i spillefilmsregi, vil måske stå lidt klarere, når kassen engang er gjort op efter dette søde, lille udspil.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Bankmand i husarrest er dårligt nyt for Putin
-
Benzinpriserne gør hverdagen dyrere, men danskernes økonomi får hjælp fra usædvanlig kant
-
Biler ridses, punkteres og fyldes med hundelort – og frivillige trues på livet
-
Sønderlemmende kritik: Rigsrevisionen har analyseret 346.000 henlagte sager og retter nu sønderlemmende kritik mod politiet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Katja Bohn
Dil Bach




























