Billy Elliot er en elendig bokser. Til gengæld kan den 11-årige søn af en kulminearbejder danse. Men i en lille nordengelsk kulmineby, hvor H.P. Sauce i alle hjem er middagsbordets faste holdepunkt, rimer 'danse' automatisk på 'svanse'. Så da Billy dropper boksningen til fordel for de forbudte trin, ser hans far rødt. Knægten begår jo klasseforræderi! Fru Elliot er død et år forinden, Margaret Thatcher er ved at strangulere de strejkende minearbejdere og oven i det hele springer så hans yngste søn ud som balletbøsse! Men Billy Elliot er ikke bøsse. Han er bare så danseglad. Til gengæld har hans bedste legekammerat Michael tegningen til at blive feminin homoseksuel efter alle kunstens regler. Fordommen der forbinder bøsser og ballet fejes ikke ind under gulvtæppet. Emnet forskydes bare lidt væk fra historiens centrum. Projektionen føres fra Billy over til Michael. Michael som ikke danser ballet, men synes strutskørterne er smadderflotte. Forskydningen fra Billy til Michael er en sigende detalje for 'Billy Elliot'. Lee Halls manuskript er ikke blot virkelig fermt skruet sammen, det er også konstrueret på en måde så fortællingen opnår maksimal effekt uden at støde nogen fra sig. 'Billy Elliot' er kort sagt Oscar-egnet, så det batter. Ballet kontra boksning. Maskulin arbejderklassekultur kontra forfinet overklassekultur. Konflikttemaet er trukket klart og tydeligt op. Men også på så afvæbnende en måde, at det bliver decideret ufarligt. Som sådan er Stephen Daldrys 'Billy Elliot' typisk for den del af britisk film, der de senere år har ført sig folkeligt og effektfuldt frem med film som 'Brassed Off' og 'Det' bare mænd'. Socialrealisme som fin entertainment. Social tragedie med indbygget succeshistorie. Ingen mærkværdigheder i eksistensen som hos Mike Leigh. Tværtimod er det hele dramatisk konstrueret så kabalen går pænt op over hele linjen. Ken Loach med sukker på. Uforudsigeligt er der da heller ikke meget, der er i 'Billy Elliot'. Til gengæld har Stephen Daldrys charmetrold af en film mange andre kvaliteter. Jamie Bell er helt fabelagtig i den altafgørende rolle som Billy, der både skal være rask dreng, følsomt gemyt og en hårdnakket, stædig kamel, der tør trodse ikke blot sin far, men hele den verden han repræsenterer og som Billy er en del af. En verden som i filmen er ved at forsvinde. En særlig brutal arbejdskamp er ikke det eneste minearbejderne var ved at tabe i 1984. 'Billy Elliot' fortæller en udviklingshistorie om en dreng, men fortæller samtidig en afviklingshistorie om industrisamfundets arbejderklasse. Minerne blev nedlagt på stribe. En livsform bukkede under. 'Billy Elliot' har sympati for minearbejderne, men græder samtidig tørre tårer over at skulle tage afsked med rigide normer, brovtende maskulinitet og beskidt manuelt arbejde. Helten i fortællingen er det unge menneske, der formår at opdage og realisere sit talent. Som har modet til at hoppe af midt i minearbejdernes svanesang og i stedet lande midt i 'Svanesøen' på The Royal Ballet School. Julie Walters er knastør og fremragende som den kæderygende danselærerinde Mrs. Wilkinson, der er strandet i provinsen med en fordrukken mand. Mrs. Wilkinson lokker danseren og det spirende unge menneske frem i Billy, og hun gør det lige så meget for at retfærdiggøre sit eget liv som hun gør det for hans skyld. Skildringen af de tos forhold er filmens højdepunkt. Drillende og gensidigt respekterende prøver de at overskride de mange skel, der skiller dem. Gary Lewis og Jamie Draven tegner som faderen og storebroderen figurer, der helt lever op til den høje britiske standard. Filmen er fuld af markante, velturnerede scener og gennemtænkte detaljer. Der er foderstof til både tårekanal og lattermuskler. Men det hele er også så effektivt skruet sammen, at det er lige før det velsmurte maskineri udglatter alle knaster og anfægtelser. Det postuleres, at Billy er vild med et 13 år gammelt T. Rex-hit. Også storebroderen ligger om natten og drømmer til T. Rex anno 1971. I 1984? Det er ikke videre sandsynligt. Men linjerne »I was dancing when I was 12« sunget af Marc Bolan med det androgyne image passer bare for godt til ikke at blive brugt. Det kan virke som flueknepperi, men det er pga. denne form for dramaturgisk effektjageri og behagesyge, at 'Billy Elliot' forbliver et socialrealistisk eventyr med lidt for meget sukker på.