Der er lagt op til et klassisk og stormfuldt kærlighedsdrama i James Ivorys filmatisering af Henry James' roman 'Den gyldne Skål'. Man ser det allerede i indledningsscenerne, der malende beskriver et blodigt og lidenskabeligt jalousiopgør på et italiensk slot. Det viser sig dog, at det blot er en af hovedpersonerne, den italienske prins Amerigo (Jeremy Northam), som genfortæller en episode fra sine fjerne forfædres liv og levned. Tilhøreren til beretningen er den smukke Charlotte Stant (Uma Thurman), og to ting står efterfølgende ganske klart. For det første er Amerigo og Charlotte stærkt forelsket i hinanden, for det andet er den fattige Amerigos ægteskab med Charlottes veninde Maggie Verver (Kate Beckinsale), datter af den stenrige amerikanske kunstsamler og enkemand Adam Verver (Nick Nolte), nært forestående. Nu har vi næsten en stor skandale i familien. Eller får det i hvert fald. For ikke nok med at den beregnende Amerigo af ren og skær pengetrang vælger at svigte Charlotte og gifte sig med den intetanende Maggie, der elsker ham højt og inderligt. Der sker tillige det, at Adam Verver efter datterens giftermål føler sig så forladt, at han langsomt tiltrækkes af den attraktive og enlige Charlotte. Snart frier han til hende, og det umage par bliver gift. Nu er det imidlertid indlysende, at Amerigo og Charlotte, der begge har giftet sig i modstrid med deres følelser, ikke kan forhindre, at deres gamle lidenskab for hinanden blusser op. De lever jo praktisk talt under samme skæbnesvangre tag. Charlotte er blevet veninden Maggies jævnaldrende stedmor. Og Maggie er gift med den eneste store kærlighed i Charlottes liv. Nu er det derfor, at lidenskabernes fatale storm må melde sig og ruske og rulle dramatisk gennem historien med død og undergang, forløsning og forsoning som resultat. Det sker bare ikke. For i modsætning til tidligere, beslægtede James Ivory-film som 'Hede og Støv', 'Værelse med Udsigt', 'Howard's End' og 'Resten af Dagen' savner 'Den gyldne Skål' den afgørende svære sammensmeltning af det formfuldendte og det nervepirrende. I 'Den gyldne Skål' bliver næsten udelukkende formen, den ydre og tilsyneladende meget stilfulde skyggeboksning, tilbage. Miljøer, tidsbilleder og personer ser rigtige ud - affotograferet ned i den mindste detalje - men ingen dramatisk spændingskurve, ingen gennemlevet og troværdig konflikt, hvor følelser, karakterer og temperamenter brydes, vil indfinde sig. En stor del af miseren kan sandsynligvis henføres til de ujævne præstationer i de fire hovedroller. Her er Uma Thurman den eneste, der har format til at spille så risikovilligt og involveret, at hun netop på trods af filmens forsigtige og konservative formsprog tegner et menneske, et individ, der har et helt liv på spil. Ganske modsat fremstår Jeremy Northam som Amerigo med den irriterende italienske accent og den lidt nuttede, krukkede og vege udstråling. Hvad vil Thurman og Kate Beckinsale, som spiller sikkert og pligtopfyldende, dog på den galej? Endelig er der Nick Nolte. Han ligner sig selv. Hvilket mest er en fordel, når filmen som helhed så ofte har en tendens til det ansigtsløse og slappe.