Charlie Bayleygates bryllupsdag er samtidig den dag, hvor hans liv begynder at gå skævt. Næppe har den godmodige, unge motorcykelbetjent fra Rhode Island båret sin brud over elskovsredens tærskel, før han uforskyldt kommer i klammeri med limousinens chauffør. Denne er en meget nærtagende og karatekyndig afro-amerikansk dværg, der i virkeligheden er professor i molekylær genteknologi og præsident for de overbegavedes støtteforening MENSA. Han er kun chauffør som led i et sociologisk eksperiment, der vil undersøge den lille racisme. At Charlies kone (som er lokal MENSA-formand) falder for Professor Shonté med et brag, står klart, da Charlie Bayleygates ni måneder senere bliver den stolte og noget forbløffede far til søde og stærkt solbrændte trillinger med krushår. Charlie bliver snart alenefar til sine tre små negerdrenge, da hans kone forlader ham til fordel for Mr. MENSA. 'Respektløs' er en utilstrækkelig lille svækling af en glose, når man skal beskrive Bobby og Peter Farrellys nye komedie 'Jeg, Mig & Irene'. 'Sjofel', 'skideskæg', 'skingrende', 'skør' og 'dildo' er andre ord, der må komme 'respektløs' til undsætning. Men så er man også ved at nærme sig en rimelig beskrivelse af løjerne. Bortset fra at man så stadig mangler filmens altdominerende livsnerve. Nemlig komikeren Jim Carrey, der efter de seriøse og respektindgydende præstationer i Peter Weirs 'The Truman Show' og Milos Formans 'Man on the Moon' er tilbage i rollen som rablende rendyrket komiker i en film, hvor den fænomenale klovn får lejlighed til afprøve hele sit imponerende komiske arsenal. 'Jeg, Mig & Irene' står og falder med Carrey, og den er ikke spor bange for at indrømme det. Filmen har et plot og nogle skurke, men handlingen er så fjumret, at Farrelly-brødrene ikke engang gider forklare, hvad intrigen går ud på. Det er vist nok noget med golf, miljø, mord og bestikkelse. Men det er også hamrende ligegyldigt. For både 'Jeg & Mig' bliver nemlig spillet af Jim Carrey, og at Renée Zellweger pynter gevaldigt og agerer udmærket i rollen som Irene, gør ikke det hele ringere. Farrelly-brødrene og Jim Carrey var sammen i 'Dum & Dummere'. Siden har brødrene lavet 'Kingpin' og den vellykkede 'Vild Med Mary', og når trioen nu genforenes, sker det med en Carrey på et niveau, der må få Farrelly-brødrene til at tro, de er endt i Fjollehimlen. Og himmelsk fjollet er det: De tre små negerdrenge vokser til og bliver til store fede, muskelsvulmende hip hop-bamser med hjernen fuld af kvantemekanik og munden fuld af Richard Pryor-inspirerede sjoferter. Jamaal, Shonté Jr. og Lee Harvey æææælsker deres søde far og han dem. Charlie har nægtet at indse, at han måske ikke er drengenes biologiske far. I en slags posttraumatisk choktilstand nægter han i det hele taget at reagere på noget som helst med andet end ydmyg høflighed. Det er jo ikke lige det, der skaber ærefrygt om en motorcykelstrømer, og hele byen griner ad hanrejen Charlie. Naboen lufter sin hund på hans græsplæne, naboens kone tager Charlies morgenavis med på lokum, og sådan er det hele vejen igennem. Men en dag eksploderer alle Charlies undertrykte følelser. Charlie er blevet skizofren. Frem dukker den usandsynligt sjofle, selvsikre og egoistiske Hank. Motorcykelbetjenten fra smørhulstaten Rhode Island er fra nu af skiftevis den søde, vege Charlie og den hårdkogte casanova Hank (Motto: »Just because I rock, doesn't mean I'm made of stone«). Hvilket ikke blot forvirrer ham selv, men også den smukke Irene og heldigvis også de skruppelløse skurke og korrupte politimænd, hun er på flugt fra. Rollen ligger i forlængelse af Carreys store gennembrud 'The Mask' fra 1994. I Charles Russels film spillede Carrey dobbeltrollen som beskeden bankassistent, der ved hjælp af en mystisk maske kunne forvandle sig til en sej og scoobiedoobappet tegneseriefigur med styr på både damer og skurke. Carrey gentager sådan set bare rolle(er)n(e), men denne gang vel at mærke uden maske. Der er intet at gemme sig bag. På det glatte gummiansigt skal vi tro på de konstante personlighedsforandringer, og Carreys præstation er en suveræn opvisning. Han nøjes ikke med at skændes med sit spejlbillede, han slæber rundt på sig selv, giver sig selv en flyvende mare og smider sig selv ud af en bil i fuld fart! Det er simpelthen så højtgearet filmkomik, at man mærker Historiens vingesus. For er 'Jeg, Mig & Irene' på ingen måde noget mesterværk, så er Carreys præstation fænomenal i sin hyperaktive opdatering af stumfilmens slapstick. Carreys er noget af den mest fysisk kompetente filmkomik siden inspirationskilderne Keaton og Chaplin. Kombineret med gakkelakkethed fra Marx Brothers, mimik fra Tex Averys toon-univers og fra Jerry Lewis tilført en Eddie Murphys moderne bundsjofelhed smelter det i den alligevel elskelige Jim Carrey sammen til en filmkomiker af de helt store. I 'The Truman Show' og 'Man on The Moon' viste Carrey sig som en glimrende skuespiller. I 'Jeg, Mig & Irene' understreger han, at han er den moderne crazy-komiks ubestridte champ. At lade Jim Carrey være farmand til kæmpestore hip hop-drenge er simpelthen en urkomisk grundformation. Der er strenge husregler i hjemmet, hvor Charlies engle bor: »Ingen kællinger på værelset efter 11!«. Andre ting i filmen fungerer mindre optimalt. 'Jeg, Mig & Irene' er lavet med en æbletærtetyk duft af amerikansk folkesjæl, men for meget bliver afviklet med venstre hånd for at nå frem til næste joke i en fart. Det bliver mere et one man-show end en film med et plot. Men hvad pokker - sommeren 2000 kommer ikke til at byde på en sjovere film end 'Jeg, Mig & Irene', og man kan dårligt fortænke Farrelly-brødrene i med kyshånd at gribe chancen for igen at være 'Vild Med Carrey'.