Battlefield Earth' er bygget på en science fiction-roman af Scientologys grundlægger L. Ron Hubbard. En af hovedrollerne spilles af scientologen John Travolta, der også er filmens medproducent. Scientology er en organisation, der for nu at udtrykke det diplomatisk, har sine tilhængere og modstandere. Men man behøver såmænd ikke at have noget imod Scientology for at have noget imod 'Battlefield Earth'. Det klarer denne helt igennem elendige film selv. 'Battlefield Earth' er helt banal science fiction. En dårlig historie simpelthen. En af den slags udmalinger af en post-apokalyptisk verden, der er blevet fortalt med langt større talent i masser af tegneserier af f.eks. Varenne og Mailis. I år 3000 har en grusom race af aliens - Psychloer - erobret Jorden. Navnet kunne være en blanding af psykopat og cyklop, psykologisk enøjede uhyrer. Hvis det er tilfældet, lever Psycloerne op til navnet. De er sådan en slags superkapitalister, der kun vil udnytte Jordens ressourcer. Grådige og luskede embedsmænd, der ikke kender til medlidenhed. Der er kun ganske få mennesker tilbage på Jorden om 1.000 år. Men ånd alligevel lettet op, thi efter 1.000 år i vildnisset har menneskeracen stadig gode velkendte navne som Jonnie og Carlo. Heltinden ligner en amerikansk fotomodel og resten ser ud som om de kommer lige fra en film om 1990ernes grungerock. En af dem er helten Jonnie (Barry Pepper). Jonnie er det opvakte 'menneskedyr', der af Psycloernes sikkerhedschef Terl (Travolta) og dennes højrehånd Ker (Forrest Whitaker) udses til at spille en særlig rolle. Så Jonnie kommer en tur i Læremaskinen, der ved hjælp af særlige stråler sprøjter lærdom lige ind i hjernen på den fastspændte elev. Viden er magt, men Psycloerne frygter ikke de spinkle undermennesker. Hvilket selvfølgelig er frygtelig dumt af de højrøvede aliens, for man skal aldrig undervurdere en civilisation, der har hittet på både frihedserklæringen, atombomben og bøger om hjælp til selvhjælp. Moralen i 'Battlefield Earth' er noget i retning af denne: Hvis blot mennesket erkender sit eget potentiale kan det hamle op med hvad som helst både i det ydre og det indre univers. Normalt bæres denne slags apokalyptiske historier ellers nærmest automatisk af en morale om det selvdestruktive menneskes selvforskyldte undergang. Ikke i 'Battlefield Earth'. At Psycloerne kunne erobre Jorden på ni minutter var udelukkende et spørgsmål om jordisk underlegenhed i våbenarsenalet. 'Battlefield Earth' ligner en grim og klodset blanding af 'Star Wars', 'Blade Runner' og ikke mindst Kevin Costners apokalyptiske dobbelt-whopper 'Waterworld' og 'The Postman'. Costners 'The Postman' var slem, men sammenlignet med 'Battlefield Earth' fremstår den som en dybsindig meditation over menneskehedens fremtid. Der må være blevet brugt ganske mange dollar og ganske få hjerneceller på 'Battlefield Earth'. Begge dele kan ses og høres. Elia Cmirals musik får dommedagsbasuner til at lyde som piccolofløjter. Figurer dukker op og spiller afgørende roller uden på noget tidspunkt at være blevet ordentligt introduceret. Roger Christan benytter enhver anledning til at bruge slowmotion og skæve kameravinkler med en uhyggelig gennemført mangel på stil. At sollys må falde i himmelske strålebundter ned over Jonnie, når en særlig stor prås går op for ham, er til gengæld en selvfølge. Vist bliver der sprængt nogle store flotte ting i luften, men filmens eneste reelle underholdningsværdi - altså bortset fra underholdningsværdien i at overvære noget så dårligt at det om få år vil få kultstatus - er John Travolta og Forrest Whitaker, der vralter rundt som forvoksede Psycloer med kulørte kontaktlinser, klumpfødder og ekstraterrestrielle dreadlocks. Der er en del morsomt mundhuggeri og dobbeltspilleri mellem de to. Men det store spørgsmålstegn er selvfølgelig John Travolta. Hvordan kan så god en skuespiller undgå at se hvilken grufuld galej, han her er om bord på?