Det begynder naturstridigt: En pigestemme fortæller, at hun blev myrdet 6. december 1973. Men det er denne, afdøde, stemme, der fører os gennem de følgende to timer, godt og vel.
Gennem scener, der får alle nerver på højkant, oprivende scener af fortvivlet afmagt – og så nogle overrumplende og strengt taget overflødige scener af ufrivillig komik.
Fortvivlelsen deler vi med revisoren Jack Salmon og hans familie, der går i spåner efter et bestialsk og uopklaret mord på den ældste datter, 14-årige Susie.
Nervepirrende er til gengæld passagerne, hvor ugerningsmanden forbereder sig med al sin klamme pertentlighed og tilkæmpede selvkontrol.
Mesterlig er krydsklipningen mellem familieidyllen og hans modbydelighed, der splintrer den.
Pastelfarvet himmerrige
Og mildt sagt problematisk er det tredje plan, den fortællende Susies ’efterliv’ i en in between-verden, en art venteværelse mellem klinisk død og himlen.
Her gælder kun drømmens surreelle regler, mere pastelfarvet Magritte end søsyg Dali, ja, stedvis forbløffende ferske, naive forestillinger om hinsidig idyl. Barnagtige, fordi de foregår i den 14-åriges ’efterbevidsthed’? Nej, dertil er det hinsidige plan for konkret indgribende i det dennesidige.
Den efterladte far – med Mark Wahlbergs mutte troværdighed – og de to efterladte søskende aner nemlig den forsvundne Susies tilstedeværelse og vil ikke opgive opklaringen.
Moderen derimod – spillet svalt, mildt melankolsk af Rachel Weisz – vil hellere lukke af for sorgen og uvisheden, affinde sig med, at politiet har gjort, hvad de kunne: De har fundet spor af Susie – også blodspor. Men ikke af misdæderen.
Enkelt, men i sikre, intense glimt, viser Jackson os denne familie i opløsning, mellem faderens besættelse og moderens fortrængning. Filmen er uden splatterdetaljer, Jackson overleder helt til vores fantasi, hvad der præcis er foregået – men stimulerer fantasien godt med sine antydninger.
Først og fremmest i opbygningen af det psykologiske signalement af en massemorder, den overkorrekte, let excentriske mr. Harvey. Stanley Tucci, der spillede Peter Sellers i Kubricks 2004-biopic om den neurotiske engelske skuespiller, har et stort og modigt gennembrud her: ynkværdig og vildt skræmmende på én gang.
Hårdtpumpet mormor
Som Susie Salmon ser vi den fascinerende, nu 16-årige Saoirse Ronan (fra ’Atonement’), stadig keltisk gådefuld i sin rene livsappetit, men her altså bebyrdet med en uoverkommelig opgave: at få os til at tro på et før-himmelsk stoppested, hvor myrdede voldtægtsofre i bolsjede drømmekulisser fromt afventer forbrydelsens opklaring og gerningsmandens undergang, før de tager en omstigning til Paradis!
Som hårdtpumpet mormor med en kædesmøg i munden og begge ben på jorden er Susan Sarandon en tiltrængt fodnote af munter modgift mod spiritismen – selv om spiritus vist er hendes hovednæringsmiddel. Tænk, hvis hele filmen havde været fortalt af hende.
Men desværre – vi hænger på den synsvinkel, som er den unge, endnu ukyssede Susies. Og den opklaring, som hendes lidt ældre tilbeder Ray og en skoleveninde med flair for clairvoyance også er på sporet af.
Ujævn Jackson
Peter Jackson har alle dage været ujævn, bagsiden af den medalje, hvis forside er det alsidige gåpåmod. Fra Ringenes udødelige Herre til revisorens døde datter her er noget af et spring. Endnu længere bliver springet vel til hans og Spielbergs kommende Tintin-film, men på gyseren her er Spielberg kun producer.
Jacksons akilleshæl er, at han ikke kan vælge fra: En lys idé kan han ikke få sig til at udrydde igen – selv om den er redundant og formørket. Eller mener han virkelig selv, at himlen er en basisgruppe i en integreret institution for myrdede piger – og at naturen selv er den sikreste hævner?
Men Jackson kan skabe scener og vække følelser. Filmens dennesidige kriminal- og familiedrama virker, selv om vi jo ved, hvem morderen er. Det gør vores endnu levende venner på lærredet ikke. Men gid han var blevet ved det og havde besluttet sig for, at himlen kan vente – til en anden god gang.
Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.
fortsæt med at læse
