Klaustrofobien – håndfast og særdeles velbegrundet – er en central del af krigens rædsel.
Mindre for den civilist, der rammes uforskyldt og uventet, end for soldaten i sit hul uden udveje i venten på, at fjenden rammer:
I skyttegraven under Første Verdenskrig og i Anden Verdenskrigs ubåde eller bombefly under fjendtlig ild.
Talløse krigsfilm har vist os kampvognen som forløberen for det ubemandede bombefly: maksimal beskyttelse af ’vores folk’ og maksimal tilintetgørelse af ’deres’.
Men at kampvognen også er sådan et gemmested uden flugtveje, har vi aldrig før fået så enerverende skildret som i den 48-årige instruktør Samuel Maoz’ film ’Libanon’, modtager af Venedigs Guldløve 2009 og talrige andre velfortjente priser.
»Mennesket er af stål, kampvognen kun af jern«, har en eller anden Peter Peptalk fra krigsministeriets propagandaafdeling fået malet på væggen indvendig i de fire unge israeleres kampvogn.
Filmen er ét langt, nervepirrende dementi af postulatet.
Kodeord: 'næsehornet'
Sin form finder filmen i gengivelsen af det bogstaveligt udsigtsløse: Med de fire unge mænd er vi spærret inde i kampvognens halvmørke, kun med radiokontakt ud og en helt snæver tunnelsynsudsigt gennem kanonsigtet.
Nu og da kommer et par fødder og en krop ned gennem mandehullet ovenfra: Operationens leder for at give holdet en opsang; eller en ’engel’, en dræbt landsmand, der afventer helikopterafhentning; eller en syrisk soldat, nu krigsfange; og en blodtørstig libanesisk ’falangist’ fra de kristne araberes milits, der var Israels allierede i Libanon.
LÆS ARTIKEL
’Næsehornet’ er køretøjets kodenavn i radioen, og efter en fuldtræffer i jernpanseret er alting et kaos af benzin, krudtrøg, blod, sved og andre udsondringer inde i skroget.
De unges stålsathed smuldrer i afmagten og mangelen på overblik, lammende anskueligt i anførerens ordløse sammenbrud: I chok søger han tilflugt i orden, disciplin – han begynder at barbere sig midt i sølet!
Dræbere bliver til ofre
Men der er flere måder at gå i opløsning på. Skytten er leveret, da han for første gang efter uddannelsen skal skyde mod levende mennesker, bl.a. et hus med væbnede PLO-krigere, der holder en familie med børn som gidsler og ’granatskjold’.
Bedst klarer den mest erfarne og derfor illusionsløse Hertzel sig (spillet af Oshri Cohen, der også var med i ’Beaufort’). Men hvad bryder først sammen – motoren eller moralen?
Orienteringsløse bliver de modstræbende dræbere i krigsmaskinen selv til ofre. Og martyriet er jo nøgle til en national israelsk ansvarsfralæggelse, som landets film stadig ikke har gjort op med – heller ikke denne.
Politisk deler filmen så at sige tunnel- og snæversyn med folkene i kampvognen: ingen partitagen eller bare overblik over krigens årsager, virkning, magtmønster.
Men kameraets konsekvente solidarisering med de indespærredes synsvinkel gør til gengæld filmen til den fuldendte illusion og begrunder rigeligt alle prisbelønninger: I biografsædet kan vi næsten lugte rusten, dunsten af benzin og krudt, cigaretskod i pisbeholderen.
Man tager sig selv i at kaste et blik over skulderen efter fjenden – dén bevægelse, sardinerne i krigsdåsen ikke kan foretage, mens de gisper efter vejret. Et glimt af bred blå himmel føles fysisk som redning fra kvælningsdøden.
Invasionen af Libanon i juni 1982 indledte den hidtil længste af de mange krige i Israels korte liv som nation, og på flere måder dyreste. Ikke alene i tab af menneskeliv, men målt i de unge soldaters senere traumer, tab af national selvrespekt og international støtte.
De purunge israelere, der blev udkommanderet, er nu midaldrende og bærer vidnesbyrd om den høje pris.
Tusindvis af liv gået tabt
Afsættet for ’Waltz with Bashir’, sidste års mest opsigtsvækkende ’tegnefilm’, var generationens erindringer om at kæmpe i blinde – men den film spejlede også det længe fortrængte chok over medskyld, ikke mindst i massakren på flygtningelejrene i Sabra og Shatila – et uønsket ’klarsyn’ formidlet i live action i tegnefilmens sidste minutter.
Israels endelige tilbagetrækning fra Sydlibanon fulgte først år 2000, nu med Hizbollah lurende bag bakkekammen. Efter 18 år var krigen stadig ikke vundet, så lidt som i dag, 28 år efter invasionen. Tværtimod. Men yderligere tusindvis af liv er gået tabt – mange fanget i tilflugtssteder uden udvej.
Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.
fortsæt med at læse
