Rumænsk film rejser sig i disse år af asken efter Ceausescu og det rå skift til markedsøkonomi.
Usentimental nyrealisme som i Christian Mungius ’4 måneder 3 uger og 2 dage’ veksler med sort galgenhumor som i Corneliu Porumboius satire om diktaturets fald klokken '12.08 øst for Bucarest’ eller Mungiu & Co.s vandrehistorier om ’Den gyldne tid’ i pamper- og mangelsamfundet.
Godt derfor, at vi får chancen for at se Serbans debutfilm, som vandt to priser ved Berlinalen og bl.a. er indstillet til årets European Film Award.
Barskt familiedrama
Den hører entydigt til realismen – i historien om den 18-årige småkriminelle Silviu er der bestemt intet utidigt slid på smilebåndet.
Han mangler kun fem dages afsoning i ungdomsfængslet, men kommer i et uløseligt dilemma på grund af sin familie: Som barn gik han selv for lud og koldt vand, moderen var prostitueret, og de seneste år har han alene taget sig af sin lillebror, mens hun prøvede lykken i Italien.
Nu vil hun have broren med til en tvivlsom tilværelse i Italien – før Silviu slipper ud og kan forhindre det.
I desperation tager han Ana, en sød og køn socialrådgiverpraktikant, som gidsel i fængslet, og dramaet koger helt op.
Rækker kun til en novellefilm
Med imponerende spil af George Pistereanu som den sammenbidte Silviu fornemmer vi intenst de dobbelte følelser mellem ham og hans lige så ungdommelige gidsel – de har før flirtet lidt.
Ikke mindst i lange, dialogløse passager med livet i hænderne, helt bogstaveligt, for han presser en stor glassplint som en kniv mod Anas strube for at gennemtvinge sine krav over for fængselsinspektøren og den tilkaldte mor.
Håndholdt kamera i realistisk trøstesløst fængselsmiljø forhøjer indlevelsen.
Når filmen – med et stof, der nok spejler verdens terroraktioner, men kun rækker til en stor novellefilm – alligevel føles rigtig langtrukken, er det, fordi de lange minutters tavshed, de sigende blikke, de truende medindsatte, det hoppende kameraøje osv. desværre er slidt op, længe før virkemidlerne for alvor skal bruges.
Da alt spidser til, er det blevet manér, og det fortvivlende drama om personligt ansvar og (u)frihed er ved at drukne i egne stiløvelser.
