To unge, eventyrlystne havvæsener, der kæmper mod menneskers forurening og rovfiskeri, og som oven i købet hedder Sammy og Sally – det minder da om et eller andet ...
Ja selvfølgelig: Jannik Hastrups i 1984 banebrydende tegnefilm om hvalerne ’Samson og Sally’ fra Bent Hallers børneroman ’Kaskelotternes sang’.
Nå, men kopiering eller ej: Her er Sammy og Sally altså havskildpadder, der klækkes på en strand i Californien og trods forurening og rovfiskeri og adskillelse kommer Stillehavet rundt nogle gange.
Og er lige ved at finde igennem the secret passage, som indgår i originaltitlen, dvs. Panamakanalen til de andre verdenshave. Nervepirrende scene i slusekammeret, alene med en skibsskrue!
Endimensional og forudsigelig
I det hele taget fungerer scenerne enkeltvis, de rørende (og skildpadder er jo søde, har underholdningsikonografien vedtaget) såvel som de spændende og truende. Et hajgab i 3D er og bliver virkningsfuldt.
Men som helhed er filmen en endimensional og grumme forudsigelig affære med mennesker som klodens farligste rovdyr – og på den anden side som fjottede, men flinke hippier, der udvikler sig til Greenpeace-økologer.
Politisk korrekt nok, okay – men nu ved vi det altså godt, selv de mindste af os!
Hverken den enstrengede historie eller undersøiske fauna føjer nyt til, hvad vi allerede har set bedre eller sjovere i ’Find Nemo’, ’Den lille havfrue’, ’Hjælp, jeg er en fisk’ osv.
Kræver mere selvironi og originalitet
De glimrende danske stemmer – bl.a. brænder Henning Moritzen totalt igennem som den aldrende Sammy, der fortæller det hele i flashbacks – er der mere liv i end i den umotiveret indlagte elevatorsoul, der virker som instruktørens provinsielle California Dreaming.
Ben Stassen er en af Imax-teknikkens pionerer (bl.a. bag ’SOS Planet’) og håber at udvikle 3D til mere end »en gimmick, der kan undværes«.
Men det kræver nu mere selvironi, flere originale indfald og et sikrere dramaturgisk vingefang.
Der er stadig mere ægte liv og eventyr i ’Bennys badekar’ end i hele Sammys alt for harmløse og artige suppedas af et verdenshav.
fortsæt med at læse





























