Lejemorderfilm med George Clooney handler ikke om noget

Lyt til artiklen

Den hollandske portræt- og musikvideomester Corbijns anden spillefilm her (den første var ’Control’ om Joy Division-forsangeren Ian Curtis) har næsten uafbrudt George Clooneys fåmælte, men altid interessante ansigt i kameraet, udsøgt kameraarbejde vel at mærke; og dertil karakterfulde biroller og en italiensk bjerglandsbys fascinerende, labyrintiske scenografi.

Så intet forbereder én på den reaktion, jeg alligevel forlod biografen med: skønne spildte kræfter! Men De er hermed forberedt.

Spildte, fordi historien ikke handler om noget.

Nervepirrende
Lejemorderen Jack (Clooney) skal selv myrdes og gemmer sig som fotograf i en landsby i Abruzzerne.

Mens han venter på en ny opgave fra sin kontaktmand/chef, har han kontakt med præsten og dennes uægte mekanikersøn samt nærkontakt med kønne Clara (Violante Placido) på det lokale bordel.

Opgaven indløber: at fremstille en specialriffel til en ukendt kvindelig kunde. Jack er dygtig, men det tager laaang tid, hvert gevind følger vi med i. Nervepirrende. Voldsom død må det ende med – hans?

Stiløvelse fremfor action-thriller

Hvem vil myrde ham? Hvem har røbet ham? Og hvorfor? Ingen svar får vi, for dette er ikke en action-thriller (trods lanceringen), men ren stiløvelse.

Melville (’Le Samouraï’/’Ekspert i drab’ med Alain Delon) og Antonioni (’Profession reporter’ med Jack Nicholson) har ikke levet forgæves.

Eller måske har de netop – siden deres pseudo-eksistentialistiske registrant over en lejesvends prøvelser skal gentages.

5 hjerter for professionalismen og 2 hjerter for ikke-historien. Hvad giver det?

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her