'Planes, Trains and Automobiles’ hedder en ofte tv-repeteret 1980’er-komedie om en stram Steve Martin og en over alle rammer-strømmende John Candy, der for at nå hjem til tiden tvinges til sammen at rejse tværs over USA med transportmidlerne i den originaltitel, der på dansk blev til ’Røvtur på første klasse’.
En remake over roadmovie-farcens hårdt prøvede opskrift – Ben Affleck og Sandra Bullock udførte i 1999 varianten ’Forces of Nature’, nu for at nå hans bryllup med en anden – har komedieinstruktøren Phillip Todd lige nået at klemme ind mellem 2009-succesen ’Tømmermænd i Las Vegas’ og opfølgeren ’Hangover Part II’, der skal have premiere i år.
Det skulle han ikke have gjort.
Sjovt?
Med Robert Downey Jr. som den travle arkitekt og vordende far Peter, altså i Steve Martins stramtandede rolle, og med den fuldskæggede stand-upper Zach Galifianakis (også med i Las Vegas-tømmermændene) som erstatning for overvægtige John Candy er remaket blev mindre morsomt end forlægget.
Og det, skønt kapløbet for at nå hjem, før den dag arkitektens kone skal føde (titlens ’Due Date’), hverken savner invaliderende slagsmål eller totalskade på motorkøretøjer med passagerer i; og den slags er vel altid sjovt?
LÆS OGSÅ
Problemet er måske, at de to er umulige at holde af – Downey Jr.s karrieremand med sine slet kontrollerede stressaggressioner og Galifianakis som den fisselettetrippende wannabe-filmstjerne Alan, der ikke dur til at spille andet end pik.
Ja, undskyld mit franske, men den humoristiske modenhedsalder markeres faktisk, da d’herrer må overnatte side om side i udlejningsbilen, og Alan så tilfredsstiller sig selv for at sove bedre – og hans grimme lille hund lurer ham kunsten af.
Glimtvis underholdende
Bedst fungerer de få scener, hvor flere er i billedet – blandt andre Juliette Lewis som den ’alternative apoteker’, de køber kemisk beriget tjald hos på vejen.
Men ak, det er kun korte glimt, og det sindelagsskifte, som disse stoffer påstås at fremkalde hos vor stramrøvede arkitekt, virker omtrent så troværdigt, som da Anders Fogh Rasmussen sprang ud som miljøforkæmper.
fortsæt med at læse






























