Hvis afmagt er terrorismens moder, må magtbrynde være monsterets fader.
Det ser i hvert fald ud til, at terrorisme især appellerer til mentalt umodne mænd, ligesom totalitarisme i øvrigt gør det.
Så i magtidealiserende kulturer er selvusikre undermålere med kompensationsbehov særlig farlige for omgivelserne.
Er satire nu, som vi ofte hævder, et virksomt våben imod dét vanvid? Vel kun hvis der er en smule sund fornuft at appellere til hos satirens publikum.
Og ejer terroristspirer sund fornuft, uanset hvilket politisk eller religiøst mål der skal hellige deres midler?
Dækket op til billige grin
Jeg tvivler og må derfor desværre også tvivle på virkningen af ’Four Lions’’ ellers energiske forsøg på at punktere fundamentalismens vanvid – og dermed dens rekrutteringspotentiale – ved at overdrive vanviddet satirisk.
Der er ellers dækket op til billige grin over disse fire-fem britiske muslimer med bopæl i Sheffield og uklare ambitioner om at »gøre en forskel«, som det hedder, når man gerne vil blive synlig i andres og egne øjne.
Deres afmagt forstår man, mens det er sværere at fatte, at kone og barn kan bakke op om volds- og martyrdrømmene. En delvis forklaring ligger dog i de paradokser, deres liv består af:
Udsætte sin lynkarriere som selvmordsbomber
Terroristfantasierne er plantet i et voksemedie af vestlig underholdning, som f.eks. får Omar til over for sin søn at omdigte ’Løvernes konge’ til en forklaring på terrorismens nødvendighed!
Og knægten er vild med martyrens rolle:
»Han er i himlen, før hans hoved rammer loftet!«.
I træningslejren i Pakistan ser enfoldige Waj sig selv som en ’paki-Rambo’ – mens lejrens ledere bliver så betænkelige ved hans og Omars livsfarlige fjotterier, at parret bliver sendt ekspres tilbage til England.
Her er Feisal nødt til at udsætte sin lynkarriere som selvmordsbomber, fordi han skal tage sig af sin gamle far, men i ventetiden træner han krager til at vikariere for ham.
Barry er ærkeengelsk af fødsel, men ejer konvertittens fanatiske vilje til at undertrykke enhver empati eller logik i sagens tjeneste.
Omar, der er holdets ’hjerne’ efter samme regel, som gør den enøjede til konge i de blindes rige, udtænker nu en stribe bombeaktioner under London Marathon.
Det fine ved udstillingen af denne ynkelige patrulje af magtesløse og underfrankerede mænd – mujahedins svar på Olsen-banden, godt og vel – er selvfølgelig, at det afdæmoniserer filmindustriens ellers foretrukne billede af terroristen som superintelligent satan a la ’Sjakalen’ Carlos.
Flokken af særdeles fejlbarlige mænd her er det modsatte af uovervindelig – de har åbenbart aldrig lært af tegneseriefiguren Iznogood, at den, der graver en grav for andre ...
Sitcom-gags er både for meget og for lidt
Chris Morris har i en halv snes år været den store fornyer af tv-satire i BBC og Channel 4, og hans spillefilmdebut her har vakt jubel hos en del britiske anmeldere. Ikke udelt hos mig.
Når jeg ikke uafbrudt slår mig på lårene af grin over disse fire-fem løvehjerter med kyllingehjerner, skyldes det ikke kun, at komediens slutresultat snarere er tragedie med lige så mange formålsløse dødsfald som i sidste akt af ’Hamlet’.
Det skyldes også, at halvanden times sitcom-gags både er for meget og for lidt.
For meget, fordi hvert af disse klovnes nye fejlgreb skal overgå det forrige uden at kunne det, så smilet stivner.
Og for lidt i forhold til emnet: Vel er terrorisme vanvid og afsporing og dermed et nærmest selvskrevet mål for grin og satire; men det er da også resultatet af nøje kalkuleret, samvittighedsløs politisk-religiøs propaganda, uanset hvilke civilister terroren rettes imod og hvor.
At reducere den politiske verdenspest til nogle marginale tumpers underbegavethed føles faktisk så utilstrækkeligt, at man snarere bliver flov.
fortsæt med at læse
