Ligesom Schnabels tidligere film – bl.a. om den lammede Elle-redaktør Bauby i ’Dykkerklokken og sommerfuglen’ (2007) – vil ’Miral’ fortælle om et menneskes liv: Pigen Miral og hendes opvækst i Palæstina 1973-94 på børnehjemmet Dar Al-Tifl.
LÆS ARTIKEL Anmelderne: Elsket instruktør skuffer gevaldigt
Næ, for resten: om to mennesker. Miral og så Hind Husseini, kvinden, der grundlagde børnehjemmet, allerede da hun ved staten Israels oprettelse mødte de første 55 palæstinensiske flygtningebørn, siden udvidet til 2.000 børn.
Nå nej, for resten: fire menneskers liv. For filmen vil også forklare, hvordan Mirals mor, Nadia, kom i fængsel for at give en jødisk kvinde en blodtud. Og hvordan sygeplejersken Fatima fik tre livstidsdomme for at have hjulpet nogle patienter på flugt.
Nærmest hverken-eller
Kort sagt: ’Miral’ er mildest talt ikke nogen helstøbt film. Schnabel – selv New York-jøde – har lige så svært ved at beslutte sig for et fokus, som filmen har ved at løfte sin selvvalgte og i mine øjne sympatiske opgave: via kvindernes skæbne at vise nødvendigheden af gensidig accept mellem israelere og palæstinensere, i Oslo-aftalernes ånd.
Miral er »en rød blomst, der vokser i vejkanten« og let overses, lyder det i filmens åbningsbillede og i den romanselvbiografi, som den palæstinensiske journalist Rula Jebreal selv har skrevet manus over. Metaforen skal gøre pigen Mirals (relativt heldige) skæbne til alment eksempel på blodig undertrykkelse af et folk og især dets pigebørn.
Resultatet bliver nærmest hverken-eller: De fire kvindeliv bliver kun skitser, årtiers konflikt og borgerkrig ikke engang dét.
For køn
Miral som voksen spilles mere kønt end udtryksvarieret af Freida Pinto (fra ’Slumdog Millionaire’), og hverken Vanessa Redgrave eller Willem Dafoe får lejlighed til at udfolde sig i to biroller så umotiverede (rester fra romanen?), at de burde have været strøget helt.
Til gengæld brænder Hiam Abbass (’Citronlunden’ og ’München’) stærkt igennem som børnehjemsforstanderen Hind Husseini. Den enlige kvinde tror på uddannelse som pigernes – og alle palæstinensernes – vej til selvværd og selvstændighed. Hende havde man gerne fulgt én helstøbt fortælling om.
fortsæt med at læse
