Film er et visuelt medie.
Den selvfølgelighed fra lektion et i enhver filmuddannelse må den 40-årige norske instruktør Margreth Olin have glemt. Hun har før lavet roste dokumentarfilm og er uddannet fra både Volda College og universiteterne i Bergen og Oslo.
Almen alvor
Sandsynligvis er det den gode vilje, der er løbet af med hende, måske også emnets alvor:
Årets norske Oscar-kandidat, ’Englen’, fortæller nemlig en oprivende og desværre alt for almen historie om nær afhængighed og afmagt mellem en mor og en datter, der mister mand og far og med en ny mand i huset bliver ofre for alkoholisme og voldelighed.
LÆS OGSÅ Susanne Bier er dansk Oscar-kandidat
Ensomhed og higen efter atter at blive synlig resulterer i, at barnet Lea som voksen bliver stofmisbruger.
Og da hun nu selv også bliver mor, indser hun, at hun må give sit barn væk i pleje for at bryde den onde cirkel.
Fantastisk Bonnevie
Et oprørende, rystende livsforløb, om end genkendeligt til det forudsigelige, bortset fra narkomanmoderens sidste svære beslutning om frivilligt at sætte sit barn i pleje.
Maria Bonnevie leverer fuldkommen fantastisk skuespil i denne rolle som Lea, udslidt, fortvivlet, men med resterne af en selvrespekt, der trods alkoholikermoderens og narkomanfaderens mere sentimentalt styrede protester får hende til at gennemtvinge den næsten umulige beslutning: at give sit barn fra sig af kærlighed til det!
Også svenske Gunilla Röör lægger en stor, afklaret præstation i rollen som Leas mor, en stærk kvinde, der i sit kærlighedsbehov langsomt nedbrydes til at deltage i den ny mands alkoholisme – selv om ingen af dem vil eller kan forsvare følgerne.
Antti Reini spiller den nye mand, hvis gode vilje og resignation over for tilværelsen undergraves af svagheden over for sprutten, og Börje Ahlstedt ses i en fin birolle.
Tvivlsom voice-over
Så vidt, så godt – og det er mere end godt spillet, den ene overbevisende scene efter den anden, med barndomserindringerne – også om en glansbilledengel – klippet ind som flashback.
Problemet er rammeberetningen.
Desværre får vi nemlig ikke lov til bare at opleve og se de livsforløb: En uafladelig voice-over forklarer og fortolker og kommenterer sagens gang for os. Eller måske er der to fortællere? Den stemme, der først beretter om »min bedste veninde«, omtaler i hvert fald snart samme hovedperson som »jeg«.
Sikke noget rod.
Fakta og fiktion
Især i dokumentarfilm kan voice-over være uundgåelig og ligefrem velanbragt i velafmålt dosis.
Men i fiktion opleves det nu ofte som brud på billedernes univers og i værste fald som ringeagt for tilskuerens evne til at se og tænke selv.
I kombination med filmens alt for uanfægtede offertænkning omkring misbrug gør den påtrængende, overfølsomt fortolkende fortæller filmen til et kun alt for godt eksempel på, at den gode vilje til indlevelse kan slå om i belærende medfølelse – og tvivlsom kunst.
fortsæt med at læse
