Selv om der er smæk for skillingen og svedige tæsk i ringen, er ’The Fighter’ en afgørende anderledes bokserfilm end ’Rocky’, ’Raging Bull’ osv. – tættere på en virkelighed.

Blandt andet sker der i filmen det samme, som vi kender fra hverdagen, men bestemt ikke fra Hollywood: Hovedpersonen glider ud af fokus, fordi en anden stjæler billedet. Her må fighteren ustandselig vige for eksfighteren.

Men grundlæggende skyldes det, at filmen bygger på en dokumentarfilm – ja, faktisk inddrages optagelsen af dokumentaren som del af handlingen – om to lyslevende brødre, der i 1980’erne satte deres lille arbejderhjemby, Lowell i Massachusetts, på boksehistoriens landkort.

Fra knockouter til crackmisbruger
Først tog Dicky Eklund sine bank, indtil han én gang fik den berømte Sugar Ray Leonard i gulvet.

Som senere småkriminel og crackmisbruger blev han træner for sin syv år yngre bror, Micky Ward, nu vokset op til weltervægt.

Deres fælles mor var manager, mens fem søstre med lakdunstende firsermanker a la Krystle Carrington må have udgjort et skæbnesvangert skræppende græsk tragediekor hjemme i køkkenet.

Tynget af familien
Sådan, realistisk tæt på karikaturen, fremstår søskendeflokken i hvert fald i filmen her om Mickys kamp for at blive fri af den familie, der hænger på ham og faktisk holder ham nede med tredjeklasses kampe – selv om både mor og bror bilder sig det modsatte ind: at de ofrer sig for hans karriere.

Men lige så meget som skikkelige Micky handler filmen om hans kropumulige bror, utålelige og dog uundværlige Dicky.

Heldet smiler til Micky to gange: Seje Charlene vil være hans kæreste. Og en prof manager tilbyder ham bedre kampe – forudsat at hans bror og mor holder sig væk!

Men arbejdermiljøets tvetydige styrke er ligelighed (du skal ikke gøre dig finere end os) og familiesammenhold (du skal ikke tro, du kan noget uden os). En udbryder er en forræder.

Brovtende Bale stjæler billedet
Dér ligger filmens egentlige brændstof, snarere end i ringen.

Men når familie- og klassekampen næsten (næsten!) bliver mere spændende end tæskene før gongongen, skyldes det frem for alt, at Christian Bale som brovtende, rastløs, pjækkende og strategisk knivskarp junkie, træner og bror spiller røven ud af bukserne på resten af holdet, inklusive Mark Wahlbergs muskuløse, men også forslåede og fåmælte lillebrorfigur.

Det ligner de virkelige brødres forhold, tyder en dokumentarsnip til rulleteksterne på.

Hårdtpumpet matriark
Kampene – især den afgørende mod Liverpool-bokseren Shea Neary – er nervepirrende og realistisk genskabt.

Men lige så frygtindgydende er det, når koblet af søsterfurier som hævngerrigt taskehold, anført af Melissa Leos hårdtpumpede, kæderygende matriark og manager, jagter Charlene, der står ene, men stærk med Amy Adams’ glamourfri stamina.

Begge kvinder er fortjent nomineret til Oscars, ligesom Bale og instruktør Russell er det.

Ujævn men væsentlig
Kunne Wahlberg godt have castet en anden til titelrollen, så er det til gengæld al ære – og Oscar-nomineringen som bedste film – værd at have fundet, fastholdt og medproduceret historien, så nær hans eget liv.

Dét er også en mulig forklaring på, at den ujævne, men væsentlige film hele tiden skifter fokus: mellem indiefilmens sociale realisme og Hollywoodfascinationen af bokseringen; mellem to brødre og to skuespillerformater.

fortsæt med at læse

Christian Bale leverer stor præstation i stjernespækket brødredrama