Når vampyren fortsætter med at fascinere længe efter at mange andre uhyrligheder er blevet sat på græs, skyldes det vampyrens psykologiske spejlreflekser.
Vampyren er et væsen, som med sine handlinger udtrykker lyster i den menneskelige psykes dunkle dybder. Når vampyren sænker sine hugtænder i sit offers hals og suger i sig, er det et potenseret udtryk for det begær, enhver elsker føler i mødet med sit udkårne objekt.






























