Nedslidt. Udsigtsløst. Stillestående.

Sådan er vel store dele af Rusland fortsat – og i hvert fald dette blandede landskab af afskallet, halvt forladt bolig- og industribyggeri mellem kun delvis dyrkede jorder fjernt fra alle større byer, hvor vi finder en ung mand, Egor, på en slags rejse i en militærlastvogn, han muligvis bare låner, mens der er truce, altså våbenstilstand?

Ikke godt at vide, for det er en eufemisme at sige, at denne film – så irriterende fascinerende dens enkeltscener end er – stiller flere spørgsmål, end den giver svar på.

Tilfældig dasken rundt
Den svarer overhovedet ikke, men ligesom den lidt ’primitive’ pikareske romanform trækker filmen sin hovedperson gennem en stribe episoder uden videre indbyrdes forbindelse endsige konsekvens.

Egor dasker rundt. Holder lidt vagt for en onkel, der hæver tvivlsomme ’sparepenge’.

Lukker en nøgen pige ind til sin kammerat, en hæmmet og noget vansiret Dynamit-Harry, som Egor gemytligt nok kalder Quasimodo.

Tager med kammesjukkerne på badeanstalt for at lure på en pige at blive gift med, men opgiver bagefter.

Stjæler højspændingskabel direkte fra masterne – og må genoplives! Hjælper landbetjenten med lidt torturpilleri for at få en småforbryder til at spytte ud.

Perler på en snor uden afsæt eller mål

Manglen på et målrettet plot er desto mere irriterende, fordi instruktør Svetlana Proskurina er et visuelt naturtalent; hvert eneste sceneri suger én ind.

Det samme gør Ivan Dobronravovs intelligent observerende alvorsfjæs og autoritative, flegmatisk resignerede spil i hovedrollen.

Hver for sig strålende sekvenser, der smager efter mere, efter en forklaringsramme. Men de er bare perler på en snor uden afsæt eller mål.

Måske ligesom våbenstilstand hverken er krig eller fred, men bare ... ventetid?

Som livet måske er for store dele af den russiske befolkning i disse år?