»Der er jo mange andre vigtige ting i livet end køn«, siger professor ved Sociologisk Institut Henning Bech, som netop har udsendt en bog om køn - 'Kvinder og mænd' hedder den. Jamen, det er der da. En af de første videnskabelige sexsociologer var amerikaneren Alfred Kinsey, professoren fra Indiana, som udsendte sin revolutionerende afhandling 'Sexual Behavior in the Human Male' i 1948. Bogen blev en banebrydende sensation, ikke bare i USA, men på verdensplan. Han havde benyttet sig af interviewteknikken og fandt ud af, at den normale seksuelle praksis for mænd ikke var i overensstemmelse med de gængse, traditionelle forestillinger om mændenes sexliv, som herskede i USA. Mænd onanerede, og de havde udenomsægteskabelige forbindelser. Der var mange flere homoseksuelle, end man troede. Mænd ville gerne være som alle andre, men mængden var altid fyldt op med individualister. Og uvidenheden og frygten var stor. Her begynder filmen om Kinsey, som på mange måder er en meget amerikansk affære. Den amerikanske kultur slår os som mere hyklerisk og mere dobbeltmoralsk end f.eks. den danske, og der er ingen tvivl om, at Kinseys undersøgelse kom i rette tid. Men lever film nu af sociovidenskabelige afhandlinger? Nej, det gør de ikke - film lever af et individuelt portræt af individuelle problemer. Man kunne lave docusoaps og belærende tv-film om Kinseys projekt og hans opdagelser, men hvordan gøre filmen personligt vedkommende? Så må man tage fat på hovedpersonen selv, Kinsey. Hvordan var det med ham? I filmen optræder Kinsey i skikkelse af skuespilleren Liam Neeson, et ikke helt heldigt valg, hvis man gerne vil forveksle ham med den virkelige. Den ægte Kinsey - som i øvrigt kom på besøg hos den danske sexforsker Kirsten Auken i 1950'erne - var en hurtig og effektiv galning, udiplomatisk, sagt meget kortfattet. Han var ingen ædel mand. Men Liam Neeson skal udfylde vore forventninger om en rigtig Hollywoodhovedperson og får tillagt nogle egenskaber, manden næppe havde. Den virkelige mand var ikke besynderlig og eftertænksom, ikke ideelt søgende som Lian Neesom - han var en halvgenial forsker, som havde gjort det med galhvepse, før han begyndte med mennesker. Hvor er disse mennesker i filmen? Det er dem, vi leder efter og kun får et lidt sporadisk og skuffende forhold til. Kinsey selv beskrives som genert, jomfru indtil sit ægteskab med Clara (Laura Linney), som også døjer med sin jomfrudom. Siden går det meget bedre, og Kinsey udvikler endda også en homoseksuel kærlighed til sin videnskabelige makker, Clyde (Peter Sarsgaard). Men der er ikke rigtig noget i hans liv, som kan erstatte den fascination af hans videnskab, som hele verden følte. Vil De til foredrag i Seksualpolitisk Forening? Eller vil De høre om et menneske? Filmen kan ikke finde ud af sit rette emne og forsøger sig derfor med en dobbeltløsning. Det er respektabelt udført, men det er nu ikke ligefrem spændende. Der hvor filmen lykkes, er karakteristisk nok i skildringen af hans far, den farisæiske og bornerte Alfred Seguine Kinsey (John Lithgow), som sent i filmen lader sig interviewe af Kinsey. Dér får vi medlidenhed med ét enkelt menneske og fatter det forfærdelige omfang af frygt og borgerlig tildækning af intimiteten, som senere skabte tilsløringens politiske elendighed. John Lithgow er eminent god som den skuffede fader. Hvad hans seksuelle straf i tiårsalderen blev, vil jeg ikke referere, men det er en gribende scene. De mysterier, Kinsey opklarede, handler ikke bare om hans egne dæmoner, men om den amerikanske samtids fordomme. Kunne man forholde sig frit til emnet sex uden moralske implikationer? Kinsey selv mente ja - filmen ender med at svigte ham og lære ham om kærlighed som sexologiens mål og mening. Det er kønt nok, men det er ikke sandt. Hvis man var så kontroversiel og dynamisk videnskabelig som Kinsey, ville referencer til 'kærlighed' være meningsløse, men selvfølgelig ikke på lærredet. I 1953 fortsatte Kinsey sine studier med en undersøgelse af kvinders seksualitet og fandt bl.a. ud af, at 50 procent af alle kvinder havde sex før ægteskabet og 25 procent havde været utro. Klimaet i USA var under stærk forandring, som filmen også viser. Rockefeller Foundation skar sine tilskud til hans forskning bort, og han blev beskyldt for at have svækket fundamentale amerikanske værdier. En mindre sentimental tilgang til den del af hans liv ville have gjort filmen bedre - men disse tildragelser bruges med taknemmelighed for at belyse Kinseys psykologi, i stedet for forarget at oplyse Amerika. Seværdig, ja nok. Underholdende - kun delvis. En bedre oversættelse kunne også bruges. Hvad er »sexlivets Sven Holm« for noget? Og hvad har »Skov- og Naturstyrelsen« at gøre i en amerikansk film? Konklusionen lyder hæderlig til en vis grad, og retskaffen, men ikke dristig. Det sidste var Kinsey selv.