Anders W. Berthelsen er ved at udvikle sig til en sand globetrotter. Næppe er han vendt hjem fra Argentina i Ole Christian Madsens ’Superclasico’, før han atter sætter kursen mod Latinamerika.
LÆS ANMELDELSE Danske stjerner slår gnister i tangokomedie
Denne gang til Brasilien som hovedpersonen Thomas i ’Rosa Morena’. Hvor ’Superclasico’ er en komedie om skilsmisse og fodbold, er ’Rosa Morena’ en mere alvorlig fortælling om fattigdom og hjemløs forældrekærlighed.
Men uanset om det er spøg eller alvor, kan intet ryste Berthelsens røvbaldefrisure eller de 3-4 ekstra kilo, som giver ham det typisk danske godmodige udseende. Og hvorfor skulle det også det? For dygtige Anders W. Berthelsen forstår at skrue på knapperne, så de samme udtryk og virkemidler fungerer lige overbevisende, uanset om tonelejet er komisk eller alvorligt. Fiktiv historie i autentisk ramme Danske skuespillere på fremmed mark kan ofte virke akavede, men gør det på intet tidspunkt i Carlos Augusto de Oliveiras debutfilm ’Rosa Morena’, som bliver endnu en lige ud ad landevejen-triumf for Anders W. Berthelsen.






























