Når et hus er hjemsøgt, er det jo, fordi nogle ånder er hjemløse. En slags bz’ere fra det hinsides.

Det kræver spøgelseshusgenrens særlige rationalitet: en ’forklaring’ på det uforklarlige. Til gengæld er dét så fast en konvention, at vi af en ny film i genren forlanger noget mere: en ny forklaring.

Det sidste kniber det med i ’Saw’-instruktøren James Wan og hans faste manusforfatter Leigh Whannels ny samarbejde.

Så opsatte er de på det agtværdige projekt at genskabe den traditionelle genrefilm om the haunted house til afveksling fra slagterchokkene, så det nærmest ender som et katalog over velkendte virkemidler fra Hitchcock over ’Poltergeist’ til ’Alene hjemme’.

Snigende uhyggeligt
Det begynder ellers godt. Robuste Patrick Wilson (fra bl.a. ’Watchmen’) og skrøbelige Rose Byrne (’Knowing’) er det pligtopfyldende forældrepar; han skolelærer og hun wannabe-songwriter med ambitionerne på lavt blus, mens de tre børn vokser op.

Hun ligger vågen i det nyerhvervede gamle hus med mange værelser, trapper, krinkelkroge, loftsrum osv., og det kniiirker! Bornholmeren tikker, vandhanen drypper, bøger dratter ud af reolen, og døre smækker op!

Langsomt, hverdagsagtigt, troværdigt – sådanne, Marianne! Det danske ord for insidious er ’lumsk’, og snigende uhyggeligt er det.

Astral projektion
Men snart hvæser og stønner fremmede stemmer i den elektroniske babyalarm, og 10-årige storebror Dalton går på loftet – og i koma.

Næ, ikke rigtig koma, lægerne har ingen forklaring ... Men det har svigermor (spillet af Barbara Hershey, der jo selv blev misbrugt af en dæmon i ’The Entity’ allerede i 1982): Knægten praktiserer astral projektion!

Hun tilkalder mediet Elise Rainier, en vaskeægte ghostbuster med alskens (meta)fysisk måleteknologi, passet af to kiksede assistenter (den ene spillet af manusforfatter Leigh Whannel).

Rødglødende herre med spaltet tunge
Og så er porten åben til åndernes grænseløse ventesal The Further, lidt uheldigt fordansket til Udkanten – det hinsidiges ’rådne banan’?

Kan faderen redde sønnen derfra, før hans kropshylster er totalt besat af en rødglødende herre med spaltet tunge, hove og svans, som skimtes bag de andre skyggegejster?

’Der Erlkönig’ uden Goethes rim og Gefühl.

Ufrivillig selvparodi
’Insidious’ røber en sympatisk vilje til at styre det paranormale fri af kommercielle tvangstanker om udøde seriemordere.

Men såvel karakteropbygningen som ambitionen om at genfinde lydenes og lyssætningens go’e gammeldags snigende gys opgives for kaotiske kampe med gyselige ånder og den middelalderlige Fanden af en børnelokker, mere gammeldags end go’.

Ufrivillig selvparodi og forudsigelighed lurer på uforklarlighederne, nok så lumsk.